AaB-profil klar til udlandet - Nantes interesseret
Foto: René Schütze/Polfoto
Generelle

AaB-profil klar til udlandet - Nantes interesseret

Bliver januar endelig det transfervindue, hvor Nicolaj Thomsen kommer af sted til udlandet? Meget tyder på det, efter han har løftet sit spil mærkbart i løbet af efteråret.

AaB’s Nicolaj Thomsen har endnu engang vist sig som en af AaB’s og Superligaens store profiler i et efterår, hvor både holdet og Thomsen hen ad vejen har fundet et topniveau, der giver minder om mesterskabssæsonen 2013/14.

- Jeg synes også, det har været rigtig godt, også i forbindelse med, at vi har spillet godt som hold, og vi har haft nogle rigtig gode hjemmekampe, hvor man rigtig har fået lov til at vise, hvad man kan. Og så har vi jo generelt bare fået point også i de kampe, hvor vi måske har spillet knap så godt. Det er jo også en god ting for mig. Man ser altid lidt bedre ud, når man vinder, siger Nicolaj Thomsen til tipsbladet.dk med et vanligt smil og en movember-snegl på overlæben.

Sæsonen startede ellers ikke fantastisk for den unge midtbanespiller, men i løbet af efteråret løftede han sit spil til nye højder.

- Nogle gange har man lige en lille downperiode, og det havde jeg måske også dér. Men jeg føler også, at jeg er kommet rigtig godt efter det. Og jeg vidste hele tiden, da det måske ikke gik så godt, at det bare handlede om, at jeg skulle arbejde meget hårdt, og så skulle jeg nok komme igen. Det føler jeg også, jeg gjorde. Og så er det jo bare dejligt, når man kan mærke, at der kommer noget ud af det, og man kommer ud på den anden side og spiller bedre, end man gjorde før, siger han.

Formdykket i starten af sæsonen var nok også påvirket af, at Thomsen – i hvert fald oven i hovedet - befandt sig et ukendt sted mellem Danmark og Frankrig. Han var så godt som skiftet til Nantes, inden det hele faldt på gulvet. Det er nu snart den tid på året igen, men det kommer ikke til at påvirke Thomsen, der har frabedt sig at blive informeret om interesse udefra, mens sæsonen er i gang.

- Jeg har valgt ikke at ville høre noget, fordi sidst tror jeg, at jeg kom til at høre om det lidt for tidligt, og det gik mig lidt på. Selvom man nok ikke skal sige, at det kommer til at gå en på, så gjorde det lidt dér. Men nu har jeg lært af det og føler, at jeg ved, hvordan man skal håndtere det, siger Thomsen, der ikke vil udelukke nogen klubber på forhånd – heller ikke Nantes.

Den franske klub har overfor France 3 endnu engang meldt deres interesse i den 22-årige nordjyde med det dårlige øje. 

Og af sted det skal han, og det er meget sandsynligt, at det bliver i januar - også med tanke på, at AaB gerne skulle tjene penge på spilleren, der har kontraktudløb ved udgangen af 2016. Så både spiller og klub er indstillet på et januarsalg.

Efter næsten at have skiftet klub i sommer føler skagboen også, at han er mere end moden til en ny transfertango.  

 

- Nu har jeg jo haft noget tid til at forberede mig oppe i hovedet på, at der skulle ske noget, og jeg kunne da godt tænke mig at prøve noget nyt. Det føler jeg, at man på et tidspunkt også skylder sig selv. Men nu må vi se, hvordan det kommer til at gå, der skal selvfølgelig også først være nogen, der er interesseret, siger Nicolaj Thomsen, der vanen tro slår fast, at hvis det rigtige tilbud ikke kommer, så er han jo også glad for at være i Aalborg.