Torsdag aften krydses der klinger i Europa League-semifinalerne, hvor Benfica møder Juventus og Sevilla tager mod Valencia i det rent spanske opgør.
For præcis 23 år siden var der i Danmark et helt anderledes fokus på semifinalen i samme turnering, der dengang bar navnet UEFA Cup. Det fremadstormende Brøndby IF-hold havde overrasket alt og alle ved at nedlæge store modstandere undervejs. Først blev Bundesliga-holdet Eintracht Frankfurt udraderet med 5-0 i Brøndby og siden stod ungarske Ferencvaros for skud, da en effektiv dansk fodboldmaskine indtog de europæiske scener.
Mere Bundesliga blev gjort til skamme, da Leverkusen fik klø, inden der i kvartfinalen mod Torpedo Moskva måtte straffesparkskonkurrence til, før Brøndby var klar til semifinalen.
Her ventede mægtige italienske Roma, der trods al mulig logik omkring styrkeforhold blev holdt på 0-0 i den første kamp i Danmark.
Brøndby drog til Italien med troen på at gøre det umulige. Ruggiero Rizzitelli bragte Roma foran i første halvleg, men da Nela blev presset til at sende bolden i eget net efter 62 minutters spil, var Brøndby pludselig på vej i finalen.
Den stilling holdt til 88. minut, da tyske Rudi Völler fulgte op på en løs bold og smadrede Brøndbys drømme om en sensationel europæisk finale.