Wieghorst: Skuffede og frustrerede
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
1. division

Wieghorst: Skuffede og frustrerede

Morten Wieghorst ærgrer sig over, at AGF endnu en gang smed en gylden mulighed for at rykke op i Alka Superligaen.

AGF ser fortsat ud til komfortabelt at sikre oprykning til Alka Superligaen. I øjeblikket misbruger holdet dog den ene matchbold efter den anden, og lørdag blev en ny chance spildt, da AGF ude spillede 1-1 med Skive i 1. division. Dette endda til trods for en føring ved pausen, hvor Kim Aabech rundet ti minutter bragte favoritterne foran. 

Det uafgjorte resultat betyder, at AGF nu er to points fra at rykke op. Den manglende kynisme skaber dog for alvor skuffelse i truppen, hvor cheftræner Morten Wieghorst dog oplever den forventede reaktion: 

- Lige nu er vi selvfølgelig skuffede og frustrerede over, at vi efter at have ført 1-0 og spillet en rigtig god første halvleg ikke får sejren hjem. Men når skuffelsen har lagt sig, skal vi huske på, at vi er foran med otte point og er i en god position i forhold til, hvad vi var ved nytårstid. Og så skal vi forberede os på den opgave, vi har i næste uge. Det er okay, at der er frustrationer. Jeg ville være mere bekymret, hvis der ikke var. For spillerne, trænerne og fansene vil jo rigtig gerne vinde for at få det afgjort, og når man så bliver hentet efter at have ført, så er der frustrationer, siger Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Jeg kan se, at spillerne var fokuserede og arbejdede hårdt for hinanden. De arbejdede stadig hårdt i anden halvleg, men der var vi ikke ligeså gode på bolden, og det var det, der var problemet. Jeg tror ikke, at de blev bange for at vinde, men der var for megen hektik. Vi kommer til at forsvare lidt for lavt, og vi glemmer også at holde fast i bolden, vurderer cheftræneren.
 
AGF kan endnu blive hentet i kampen om Alka Superliga-fodbold i den kommende sæson. Vinder Lyngby og Vendsyssel senere i denne runde, lyder forspringet kun på fem points før sæsonens to sidste kampe.