Viasat køber alle AGF's kampe i 1. division
Illustration
1. division

Viasat køber alle AGF's kampe i 1. division

Ud over at skulle sende tre Superliga-kampe per runde har TV3 Sport købt rettighederne til at sende alle AGF's kampe i 1. division.

Viasats kanaler viser fire Superliga-kampe per runde, heraf tre på TV3 Sport. Men der vil være meget mere fodbold på sportskanalen i den kommende sæson, for kanalen fortsætter med at vise kampe fra 1. division, og de har nu købt rettighederne til at vise alle AGF's 33 kampe i den næstbedste række.

Det betyder også, at AGF får faste spilletidspunkter, så det passer ind i tv-kanalens kram. De spiller således søndag klokken 15.30 eller torsdag klokken 19.00.

- Det er glædeligt, at alle vores kampe i NordicBet Ligaen bliver tv-transmitteret. Vi mærker stor interesse for de forandringer, der i øjeblikket sker i klubben, og den nye aftale med Viasat vil kun forstærke dette. Samtidig hilser vi også de to faste spilletidspunkter velkommen. For alle de fans, samarbejdsparterne m.fl., der ønsker at følge os, bliver det nemmere at langtidsplanlægge, når de ved, at vores kampe enten vil blive spillet søndag kl. 15.30 eller torsdag kl. 19.00 - uanset om det er ude- eller hjemmebane, siger kommerciel direktør i AGF, Jørn Klinge, til AGF's hjemmeside.

AGF åbner sæsonen søndag den 27. juli mod oprykkerne FC Roskilde.