Vendsyssel FF skriver kontrakt med svensk angriber
Foto: Emil Thomas Sørensen/Polfoto
1. division

Vendsyssel FF skriver kontrakt med svensk angriber

1. divisionsholdet Vendsyssel har skrevet en 1-årig kontrakt med den svenske angriber Mattias Mete. Det bekræfter spilleren selv.

Vendsyssel FF fortsætter med at forstærke truppen frem mod forårets strabadserende oprykningskamp i 1. division. Klubben har således skrevet kontrakt med den svenske angriber Mattias Mete. Det skriver det svenske medie fotbolltransfers.com. 

Mattias Mete har været til prøvetræning i Vendsyssel i en periode, og han scorede en enkelt gang, da klubben spillede 2-2 mod Hobro i en testkamp tirsdag. Nu har Mete underskrevet en et-årig kontrakt med klubben. 

Spilleren selv bekræfter aftalen. 

- De viste interesse, at de virkelig gerne ville have mig. Det er et tophold i den næstbedste danske række, og de har jo nogle gode spillere der. Deres målsætning er at komme op til den øverste række. Jeg havde nogle muligeheder i Sverige, primært i Superettan. Men det var bedre her. Det føltes virkelig som om, at Vendsyssel ville have mig. Det føles godt, siger Mattias Mete. 

Vendsyssel FF har endnu ikke bekræftet aftalen med Mattias Mete, men cheftræner Ove Christensen har senest udtalt, at han ønsker, at truppen skal udvides.