Vejle-træner efter 1-1-premiereremis: Har problemer i sammenspillet
Foto: tipsbladet.dk
1. division

Vejle-træner efter 1-1-premiereremis: Har problemer i sammenspillet

Andreas Alm erkender, at Vejle har meget arbejde foran sig

Hele otte debutanter var med, da Vejle i dag mødte Fremad Amager i sin første kamp i sæsonen, hvor Andreas Alm tilmed debuterede på sidelinjen i Nørreskoven. Og de store ændringer var til at fornemme. Det fortæller den svenske træner til klubbens hjemmeside efter kampen.

- Vi mangler tydeligt energi til slut. Før pausen ser vi glimt af et fint pasningsspil – dog bør vi gå mere direkte på mål. Backlinjen gør det fint og lader ikke Fremad Amager komme til det store.

- Vi havde håbet på, at målet ville udløse noget energi mod slutningen, men vi kommer ikke rigtig til noget den sidste halve time. Presspillet fungerer heller ikke helt, og vi vinder for få bolde. Vi har problemer i sammenspillet, og ALTING kan naturligvis forbedres til FC Roskilde-kampen. Men vi vidste, det her vil blive et langt, sejt træk, siger Andreas Alm til Vejles hjemmeside.

Målmanden Pavol Bajza, Jacob Egeris, D’Avila Ba Loua, Juan Diego Gutiérrez, Gaël Ondoua og Dominic Vinicius var alle med fra start for 1. divisionsholdet, mens Jacob Schoop og Mario Alvarez begge blev indskiftet til sidst i kampen.