Vejle-forhandler: En ny start i VB
Illustration
1. division

Vejle-forhandler: En ny start i VB

Gert Eg - tidligere førsteholdsspiller i Vejle - har som forhandler været en central skikkelse i VB's redningsaktion. Han ser frem til en ny start i klubbn.

Tirsdag aften blev Vejle Boldklub reddet på målstregen, da det lykkedes at få tilsagn om en kommende økonomisk indsprøjtning på 18 millioner kroner. Dermed ser det ud til, at Vejle Boldklub undgår konkurs. 

En af de centrale skikkelser i forløbet har været den tidligere Vejle-spiller Gert Eg, der har været repræsentant for investorergruppen. Han glæder sig over, at man nu kan begynde forfra i Vejle. 

- Der er tale om en ny start for VB. Det handler om at genopbygge talentudviklingen, men det handler også om, at klubben ikke må komme i samme situation igen. Det betyder, at man ikke skal bruge flere penge, end man har. Vi har set to klubber rykke op i Superligaen med færre midler, end VB har haft til rådighed, så det kan stadig lade sig gøre at få mere ud af pengene og skrive en ny VB-historie. Det betyder også, at man skal gøre brug af de gode kræfter, der har tilbudt deres arbejdskraft til VB, siger Gert Eg til Vejle Amts Folkeblad

Endnu er Vejle endnu ikke helt i mål, men meldingerne lyder, at redningsaktionen er 75 procent afsluttet. Vejle Boldklub forventer en endelig afklaring indenfor en uge.