Topholdet Viborg sænkede Fredericia
Illustration
1. division

Topholdet Viborg sænkede Fredericia

Viborg er stadig ubesejret i NordicBet Liagen, og med fredagens 2-0-sejr over Fredericia rykker viborgenserne alene på førstepladsen.

Superliga-nedrykkerne fra Viborg kan meget vel vende hurtigt tilbage til landets bedste række, eftersom jyderne endnu ikke har tabt en kamp i denne sæson i NordicBet Ligaen.

Seks sejre og seks uafgjorte var det blevet til, inden midterholdet fra Fredericia fredag aften var på besøg i domkirkebyen. Og de grønne fra Viborg kunne med en 2-0-sejr beholde den fine statistik og samtidig skyde sig alene på førstepladsen med tre point ned til Lyngby.

Hjemmeholdets første scoring faldt efter et kvarters spil, da Jeppe Curth fandt Aleksandar Stankov i feltet, og så kunne angriberen heade bolden i nettet til 1-0.

Viborg sad tungt på kampen og havde flere store tilbud, men først kort efter pausen blev føringen udbygget. Serges Déblé sendte en flad bold ind i feltet, og den var udeholdets Sebastien Ibeagha uheldig at styre i eget net til 2-0, som også blev kampens resultat.

Dermed er Viborg alene på førstepladsen, men de kan atter få selskab af Lyngby, der lørdag møder oprykkerne fra Skive.