Skadet Danny Olsen: Ville gerne hjælpe drengene
Illustration
1. division

Skadet Danny Olsen: Ville gerne hjælpe drengene

AGF har ikke vundet en fodboldkamp i oktober, og søndag møder holdet Viborg i en rigtig sekspointskamp. Danny Olsen er skadet og ærgrer sig over, at han ikke kan være på banen og hjælpe sit hold i en svær tid.

Superliga-nedrykkerne fra AGF har svært ved at finde melodien, spillet og resultaterne, der skal bringe klubben tilbage i det bedste selskab med det samme, og søndag står AGF så over for en vital kamp, der kan åbne helt op for mulighederne for oprykning - eller nærmest begrave AGF's oprykningsdrømme.

Det er nemlig en rigtig seks-points-kamp, når AGF skal på besøg i Viborg søndag. Som det ser ud lige nu, ligger Viborg på den oprykningsgivende andenplads i NordicBet Ligaen - otte point foran AGF, der dog har spillet en kamp færre. Men taber AGF til Viborg, er afstanden 11 point efter 14 kampe for AGF.

Med så meget på spil ønsker enhver klub naturligvis at benytte sig af sine bedste spillere. Specielt set i lyset af, at AGF ikke har vundet en fodboldkamp i oktober og skal have gang i tingene. Men klubben fra Aarhus må undvære tidligere landsholdsspiller Danny Olsen, der fortsat sidder ude med skade. Han har ikke spillet siden slutningen af september, hvor han med en scoring var med til at sænke AC Horsens på banen i Horsens. Det er samtidig sidst, at AGF har vundet en kamp. Olsen skulle have spillet hjemmekampen mod Horsens i sidste spillerunde, men han gik i stykker under opvarmningen. noget, der naturligvis ærgrer i denne svære tid.

- Jeg synes, jeg har bevist til træning og i kampe, at jeg stadig holder af AGF, og at jeg virkelig gerne ville være derude og hjælpe drengene. Men lige nu er jeg skadet, og jeg holder derfor fokus på at blive så hurtigt klar som muligt, så jeg kan hjælpe drengene. Men jeg synes, drengene viser, at der er godt humør i truppen, og vi fik altså heller ikke som fortjent mod SønderjyskE, siger Danny Olsen til tipsbladet.dk.

Den 29-årige tidligere FCM-,FCN- og AB-spiller er en af de mere rutinerede spillere i truppen. Han har en A-landskamp på cv'et og har gjort sig i Superligaen i en del år. Derfor mener han også, at der ikke er grund til panik, selv om AGF pointmæssigt ikke er godt kørende. Han peger på, at Silkeborg sidste år også fik en ringe start på livet i NordicBet Ligaen, men at klubben, der nu er i Superligaen, fik det vendt og vandt NordicBet Ligaen.

- Jeg har mange gode venner i Silkeborg, og de har også fortalt mig, hvordan det er. Det handler om at tro på tingene, selv om det ikke lige flasker sig i den her periode. Men forhåbentlig vender det, og så kommer vi godt ind i juleferien. Det tror jeg 100 procent på, og det må godt begynde med en godt resultat mod Viborg på søndag, siger Danny Olsen.

Offensivspilleren var i sommer rygtet væk fra AGF, fordi han gerne ville bevare sin ambition om at spille på det danske fodboldlandshold - noget, han ikke kommer til, mens han spiller i NordicBet Ligaen. Et skifte væk fra AGF blev dog ikke til noget, og siden har Danny Olsen kæmpet for AGF. Skadespausen er kommet ulejligt for Danny Olsen, der ellers havde scoret de sidste par gange, han havde spillet. Nu er håbet, at han kan være med igen snart.

- Jeg havde tidligere haft lidt problemer med venstre baglår, og til Horsens-kampen får jeg så en muskelskade i mit raske lår, altså højre baglår. Jeg skulle have startet inde, og det sker fem minutter før kampstart. Jeg er så småt begyndt at løbe igen, og jeg tror, jeg er klar igen midt i november, siger Danny Olsen.

Danny Olsen skiftede til AGF 1. januar på en fri transfer, efter kontrakten med FC Midtjylland var udløbet.