Silkeborg præsenterer lille overskud
Illustration
1. division

Silkeborg præsenterer lille overskud

Silkeborg IF Invest kom ud af regnskabsåret 2013 med et plus på 1,9 millioner kroner før skat. 

Selskabet bag divisionsklubben Silkeborg IF har tirsdag formiddag præsenteret et positivt resultat for regnskabsåret 2013. Silkeborg IF Invest kom således ud af 2013 med et overskud på 1,9 millioner kroner, men klubben betegner alligevel ikke resultatet som tilfredsstillende, da der i en virksomhed af selskabets størrelse skal mere på bundlinjen.

Alligevel er regnskabet acceptabelt, siger direktør Kent Madsen. 

- På baggrund af sommerens nedrykning fra Superligaen kan vi godt leve med årets resultat. Den økonomiske situation, som nedrykningen bragte os i, har vi håndteret fornuftigt, siger Kent Madsen i en pressemeddelelse. 

Det er Silkeborgs involvering i Papirfabrikken, der har forhindret et ringere regnskab, og derfor er fokus i selskabet også, at fodboldklubbens økonomi skal være bedre. 

- Underskuddet på fodbolden er dog fortsat alt for stort, og det er en situation, der skal forbedres, siger Kent Madsen. 

Direktøren oplyser desuden, at klubbens altoverskyggende mål er at rykke op i Superligaen, men at der ligger en plan klar, hvis missionen mislykkes.