Reformeret Vejle åbnede med uafgjort
1. division

Reformeret Vejle åbnede med uafgjort

Vejle og Fremad Amager spillede 1-1 i sæsonens første kamp

1. division er igang igen efter næsten to måneders pause, og i dag var hele 10 hold i spil, efter Hobro og FC Roskilde åbnede runden og sæsonen torsdag, hvor FC Roskilde vandt 3-1 over Superliga-nedrykkerne. 

Vejle Boldklub, der har gennemgået store forandringer forud for sæsonen, åbnede imod Fremad Amager, og Patrick Rasmussen åbnede kampen efter hjemmepublikummets ønske, da den unge angriber scorede efter en times spil. Seks debutanter var med fra start, ligesom Andreas Alm debuterede som cheftræner i Nørreskoven. Nogen drømmestart på sæsonen blev det dog ikke, da Christian Møller fik udlignet med 15 minutter igen. 

På Bredbånd Nord Arena i Hjørring mødtes Vendsyssel og HB Køge i en kamp mellem to hold, som måske kan spille med om rækkens øverste pladser, og her var det de blåklædte, unge gæster, der var det bedste hold. Marc Rochester sørgede for en tidlig 1-0-udebaneføring, og Vendsyssel under Joakim Mattsson kæmpede siden med at få sit spil til at flyde i sommervarmen.

Skive overraskede andetsteds, da Fredericia tabte 2-1 på udebane, mens Nykøbing FC også kom fornemt fra premieren i den næstbedste række, da Næstved blev slået med 1-0. Nicolai Høghs selvmål for AB betød, at FC Helsingør vandt 1-0 over akademikerne - sæsonens anden oprykker - i rundens sidste kamp.