Randers satser benhårdt på oprykning til Superligaen i denne sæson. Ved vinterpausen ligger kronjyderne på andenpladsen i 1. division med fire point ned til Vejle Boldklub Kolding på trejepladsen, og Randers har i dette transfervindue handlet sig med henblik på at forstærke deres position i toppen, idet klubben har købt Chris Sørensen i OB.
Sørensen er foreløbigt den eneste spiller, klubben har fået, men direktør Jacob Nielsen forventer ikke, at transferaktiviteten i Randers stopper her.
- Vi ser Chris Sørensen som den bedste forstærkning, vi kunne lave, så vi er meget tilfredse med det, der foreløbigt er sket. Med Chris er vi blevet stærkere på et punkt, hvor vi manglede forstærkning, men vi kigger så sandelig stadig, og jeg tror også, der kommer til at ske mere i løbet af den sidste uge, så vi arbejder på højtryk, fortæller Jacob Nielsen til tipsbladet.dk. uden at konkretisere, hvad han kigger efter.
- Problemet i januar er jo altid, at alt skal ske i sidste øjeblik, og det kommer det nok også til denne gang, så jeg tror, vi når hen over weekenden, siger han.
Et af salgsemnerne i Randers er midtbanespilleren Kasper Lorentzen, og han kan være en af dem, som bliver handlet i Randers i denne omgang. Spilleren har længe sagt, at han gerne vil skifte væk fra 1. division, men foreløbigt ser det ikke ud til, at der sker noget omkring Lorentzen.
- Situationen om Kasper er den samme. Hvis der er nogen, der vil betale den transfer, som vi har linet op på Kasper, så er vi åbne for et salg, men der har bare ikke været nogle konkrete tilbud endnu, siger direktøren.
I går blev Brøndbys Paul Jatta sendt til Randers på rygtebørsen, men det er ikke noget, Jacob Nielsen har lyst til at kommentere på.