Peter Sørensen skuffede i SIF-debut
Foto: Silkeborg IF
1. division

Peter Sørensen skuffede i SIF-debut

Peter Sørensen åbnede med en skuffende remis, da Silkeborg IF trods stort overtag kun fik 1-1 mod Næstved.

I Silkeborg IF er man løbet ind i en skuffende periode. Tre kampe på stribe uden sejr er det blevet til, og i sidste uge overtog Peter Sørensen trænerjobbet i klubben efter Kim Poulsen. Sørensen skulle mandag forsøge at hive første sejr i land, men det kiksede imod Næstved, der med 1-1 fik tro på tingene efter en skidt periode.

Silkeborg åbnede bedst. Allerede i første minut var Andreas Albers tæt på, men kiksede. Gæsterne var giftige på kontra i den anden ende, og det gav pote. Efter 17 minutters spil tog Mikkel Rygaard chancen efter en god aktion, og bragede bolden i det lange hjørne til 0-1.

Herfra havde Silkeborg overtaget, men blev ramt af et grimt uheld til Emil Scheel, der måtte lade sig udskifte efter et sammenstød med Næstved-keeperen. Det gjorde ondt på værterne, der dg kunne se Nicolaj Agger være tæt på med et hovedstød kort før pausen. 

Anden halvleg bød på skydetelt hos oprykkerne, der da også måtte give efter. Albers snittede et indlæg videre til Marcus Solberg, der fra nært hold fik udlignet til 1-1. Herfra fulgte store chancer til hjemmeholdet, inden Næstved i slutfasen testede stolpen efter klumpspi. 

Silkeborg havde dog de bedste muligheder til sidst, men ind ville bolden ikke. Dermed måtte Peter Sørensen sande, at hans debut som Silkeborg-træner indledes med en ærgerlig remis, mens Næstved næppe vil være skuffede på udebane hos Alka Superliga-nedrykkerne.