1. division

Overblik: Så stærke er de 12 i 1. division

Tipsbladet leverer her et stort overblik over de 12 hold i landets næst bedste række.

Vejle Kolding

Vejle Boldklub Kolding står foran skæbnesæson

Den ambitiøse fusionsklub formåede aldrig for alvor at lægge pres på Randers FC i kampen om den sidste oprykningsplads til Superligaen. Billetten var ellers billigt til salg, da Randers med sølle 49 point sikrede sig avancement til landet fornemmeste fodboldrække. Noget af en kontrast til de 61 point, som HB Køge fik skrabet sammen sæsonen forinden. Derfor må der også have været skuffelse i Nørreskoven, og samtidig øger det blot presset yderligere til den kommende sæson. Vejle Boldklub Kolding kører med fuldtidsprofessionelle tilstande og med et setup, der er rettet direkte mod Superligaen. Det skal give bonus i form af oprykning i denne sæson, da det nuværende setup næppe kan fortsætte uendeligt i den økonomisk uattraktive 1. division.

Spørgsmålet er, om holdet kan håndtere kravet om oprykning og det pres, der uundgåeligt vil følge med. I hvert fald venter der en stor mental udfordring for Nicolai Waels mandskab, der på papiret har en af ligaens suverænt bedste trupper. Men holdet mangler at bevise, at man kan stå distancen som favoritter også mod de mindre hold, hvor de rødblusede i sidste sæson smed alt for mange unødvendige point væk.

En af Nicolai Waels største kvaler det seneste år har været manglen på en ægte målscorer. Thomas Mikkelsen syv mål som topscorer var langt fra imponerende i sidste sæson, men måske er løsningen fundet. I hvert fald er Kaimar Saag hentet i Silkeborg, og esteren har imponeret i opstarten. To mål blev det til i testkampen mod netop Silkeborg, og også mod Viborg var esteren på pletten i 2-0-sejren. Kaimar Saag kan blive en vigtig brik og en ny dimension i Vejle-offensiven både ved selv at score mål, men også ved at frigive noget plads til de offensive kollegaer med sine mange dybdeløb. Ud over Kaimar Saag har Vejle Boldklub Kolding også hentet solide forstærkninger som Lasse Kronborg og Christian Sivebæk, så klubben må utvivlsom påtage sig favoritværdigheden i oprykningskampen sammen med Lyngby og HB Køge.

Sidste sæsons profil
Kristian Fæste var særdeles pålidelig mellem stængerne i sidste sæson. Det store målmandstalent er vokset med opgaven både som en sikker sidste skanse, men også som en ægte leder på banen, hvilket bliver endnu vigtigere i den kommende sæson med afgangen af Steffen Kielstrup.

Hold øje med
Jeppe Andersen har et kæmpe potentiale, som endnu ikke er blevet helt forløst. Den dygtige offensiv-spiller har et fremragende overblik til at sætte sine medspillere i scene, og samtidig kan han klare tingene på egen hånd. Han er garant for et forbilledligt løbearbejde og udviser noget af den friskhed, som man ellers kan savne lidt på holdet som resultat af de seneste år i 1. division.

Tilgang
Christian Sivebæk, Seattle Sounders FC 
Lasse Kronborg, HB Køge
Kaimar Saag, Silkeborg IF

Afgang
Søren Frederiksen, FC København
Steffen Kielstrup, AC Horsens
Sedin Alic, ukendt
Jesper Jensen, ukendt
Søren Zachariassen, ukendt 

Tipsbladets bud på en slutplacering: 2


Få status på endnu en klub - på næste side