Også Nordea trækker støtten i Lyngby Boldklub
Illustration
1. division

Også Nordea trækker støtten i Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub mister også Nordea som sponsor.

Hellerup Finans har valgt at trække sig som sponsor i Lyngby Boldklub fra nytår, hvis ikke ledelsen i fodboldklubben vælger at gå. Og nu får storsponsoren opbakning fra endnu en sponsor, da banken Nordea har valgt at trække sit sponsorat i Lyngby, der øjeblikkeligt ligger til at rykke op i Superligaen.

Det er alvorligt, for det er mange penge, som Lyngby pludseligt mister. Én gang tidligere er klubben gået konkurs - i 2002 - og tidligere er klubben også blevet tvangsnedrykket, fordi stadion ikke levede op til licenskravene. Nu venter så nye problemer, skriver lyngby-taarbaek.lokalavisen.dk.

- Vi vælger ikke at fortsætte med vores sponsorat. Vi tager skarp afstand fra episoden i Spanien, som I vores optik er udtryk for ringe dømmekraft, siger viceområdedirektør Rikke Honoré, Nordea Sj. Nord, i en udtalelse.

Rikke Honoré siger videre, at Nordea fortsat gerne vil støtte amatørafdelingen i Lyngby Boldklub, men at banken ikke længere kan støtte den professionelle afdeling i 
klubben.

Dermed er det et endnu større pres på ledelsen i Lyngby, som måske kan blive tvunget til at gå, hvis den professionelle afdeling skal bestå.