Nu skal AGF spille teknisk og hurtig fodbold
Foto: Polfoto
1. division

Nu skal AGF spille teknisk og hurtig fodbold

AGF skruer op for tempoet og skal i den kommende sæson i 1. division lære at presse modstanderne højt på banen.

Da AGF for fire år siden også stod foran en sæson i 1. division, var udgangspunktet et solidt forsvar under træner Peter Sørensens kommando.

Siden er der som bekendt blæst mange og nye vinde ind over AGF, hvor træneren nu hedder Morten Wieghorst. Missionen står fortsat påm oprykning i første forsøg, men det bliver med en noget anden spillestil.

- Vi er kommet i gang med en helt ny måde at spille og tænke fodbold på. Det er selvfølgelig rart at komme i gang og få startet på en ny periode. Så kan man også få lagt nedrykningen bag sig. Selve træningen har været rigtig god. Folk er glade for at komme til træning, virker det til, og det er vigtigt, siger anfører og målmand Steffen Rasmussen til Tipsbladet. 

- Morten står for en spillestil, hvor vi meget gerne vil have bolden og spille den rundt i egne rækker. Men det kræver, at vi er kvikke, og at vi flytter os hurtigt. Alle mand skal flytte rundt i positionerne hele tiden, når vi har bolden. Derudover skal vi, når vi mister den, presse bolden, og det foregår også i et meget højt tempo, mens man arbejder sammen. Så det er helt nye ting, men det går den rigtige vej for holdet.

Rent praktisk foregår træningerne på Fredensvang også med et helt andet fokus end de sidste par år, hvor Peter Sørensen havde ansvaret.

- Det er nogle helt andre øvelser. Der er meget pasningsøvelser med short passing, hvor man lærer at løbe i de trekanter, som Morten gerne vil have os til. Vi kan så spille forbi modstanderen og skabe muligheder for hinanden og os selv, lyder det fra Steffen Rasmusssen

AGF skyder Mission Oprykning i gang på søndag, hvor oprykkerholdet fra Roskilde kommer på besøg i Aarhus.  

Læs meget mere om AGF og Steffen Rasmussen i dagens udgave af Tipsbladet - Køb det sammen med Ekstra Bladet.