Norsk klub henter Lyngby-profil
1. division

Norsk klub henter Lyngby-profil

Sarpsborg har hentet Lyngby-angriber Patrick Mortensen. Angriberen skifter dog først til sommer.

Lyngby har fået en dårlig start på foråret i NordicBet Ligaen, hvor det blot er blevet til to point i de første tre kampe, og vinder Viborg fredag aften, er Lyngby hele syv point efter topholdet - selv om de to klubber gik på vinterferie med samme pointantal. Nummer to i NordicBet Ligaen presses nu også for alvor af AGF i kampen om oprykning, og skulle det lykkedes at komme i Superligaen fra næste sæson, bliver det uden en vigtig profil.

For angriber Patrick Mortensen forlader den 15. juli Lyngby til fordel for den norske klub Sarpsborg. Dermed mister Lyngby en spiller, der de sidste par år har lavet masser af mål for klubben. I denne sæson er det indtil videre blevet til fem scoringer.

- Jeg glæder mig meget, og det bliver fantastisk at komme i gang. Jeg har fortsat et arbejde tilbage i Lyngby, men jeg glæder mig til at komme over og møde spillerne og starte i Sarpsborg, siger Patrick Mortensen til klubbens hjemmeside.

Angriberens aftale med Lyngby udløber til sommer, derfor er Patrick Mortensen gratis for den norske klub.

- Da de kom på banen, skulle jeg finde ud af, om det var det, jeg ville. Det havde stor betydning, at de ville have mig, og derefter havde vi en god dialog. De spiller god fodbold, så det bliver fedt at starte i Sarpsborg, siger Patrick Mortensen.

I sidste sæson lavede angriberen 23 mål i NordicBet Ligaen. Han fylder 26 år i juli.