Norouzi: En stor, stor lettelse
Illustration
1. division

Norouzi: En stor, stor lettelse

Vejle-backen Daniel Norouzi er lettet over, at han i morgen også kan gå på job i Vejle Boldklub.

Det holdt hårdt, men i de sene aftentimer tirsdag meldte Vejle Boldklub ud, at klubben ikke begærer sig konkurs og fortsat kommer til at eksistere fremover. En anonym investor har spyttet otte millioner i kassen, og det er nok til, at Vejle overlever, meddeler klubben. Og det vækker naturligt nok glæde hos ledelsen, fans og spillertruppen.

Spillertruppen bliver onsdag klokken ni briefet om aftenens forløb, og hvordan tingene fremover kommer til at foregå, men der er ingen tvivl om, at den fortsatte eksistens og det faktum, at spillerne fortsat har job, betyder meget, fortæller Daniel Norouzi.

- Det er en stor, stor lettelse, jeg har siddet nede ved Jonatan Neftali, og vi har faktisk fulgt med på Twitter. Der har været alle mulige meldinger, men pludselig ringede min far og fortalte, at der stod på Vejles hjemmeside, at vi var reddet. Det er en stor lettelse. Vi er alle glade for, at Vejle overlever. Det er en traditionsklub, som hører til i toppen af dansk fodbold eller lige under, fortæller Daniel Norouzi til tipsbladet.dk.

Backen var sidste år udlejet fra Brøndby IF, og han skiftede i sommer til Vejle på en toårig kontrakt. En kontrakt, som han ikke vidste, om klubben kunne honerere - derfor var begejstringen ekstra stor.

- I min tid i Brøndby var der også konstant noget, der lå og lurede. I Vejle havde vi i foråret en aktieemission, så jeg håber inderligt på, at vi nu kan have en tid, hvor vi spillere bare kan fokusere på fodbold. Det var tydeligt at se i dag (Vejle spillede pokalkamp mod Vejgaard og vandt 2-1, red.), at folk var presset. Så det er befriende, at vi nu kan tænke på fodbold. I den her sæson er det ikke helt gået, som præsten har prædiket, og mit håb er nu, at vi kan slå en streg i sandet og starte fra en ny. Vi skal vinde nogle point, inden der er vinterpause.

Daniel Norouzi forklarer, at det havde været en svær situation for spillerne, var Vejle gået konkurs. Alle i førsteholdstruppen skulle finde ny klub, og det kan være svært på dette tidspunkt af sæsonen, hvor de fleste klubber har de spillere, de skal bruge, og hvor budgetterne er lagt. Derfor var der ekstra glæde at spore hos Norouzi.

Norouzi tillod sig i aftenens anledning at åbne en flaske vin.

Onsdag morgen klokken ni bliver spillerne briefet om, hvad der kommer til at ske. De mangler eksempelvis fortsat at få løn.