Morten
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
1. division

Morten "Duncan" Rasmussen spøger i AGF

Morten "Duncan" Rasmussen kan være et transfermål for AGF, hvis oprykningen til Superligaen bliver en realitet.

Morten "Duncan" Rasmussen har scoret 107 mål i Superligaen og hører derfor til en af de absolut mest scorende i den danske Superliga. De 28 af målene er scoret for AGF, og efter både at have prøvet sig af i Brøndby, udlandet, AaB og nu i FC Midtjylland kan tiden være inde til et gensyn med Morten "Duncan" Rasmussen i AGF-trøjen.
 
Det er Jyllandsposten, der bringer rygtet til torvs. Avisen mener at vide, at der bliver arbejdet på muligheden i AGF, der i angrebet i toppen af 1. division har topscorer Mate Vatsadze med kontraktudløb til sommer og en Morten Nordstrand uden scoringer - endnu da. 
 
Morten "Duncan" Rasmussen har i foråret tabt angriber-kampen til Superligaens topscorer Martin Pusic, er blevet 30 år og når FC Midtjylland efter at have sikret sig mesterskabet i løbet af de kommende uger, skal topholdet til at se nærmere på, hvordan holdet skal se ud, når jagten på Champions League sættes ind. Det kan skubbe Morten "Duncan" Rasmussen i retning af et klubskifte. 
 
Men selv bevarer han tankerne andre steder end i AGF.
- For at være helt ærlig tænker jeg ikke på min fremtid lige nu. Jeg har en sæson, der skal gøres færdig og gerne skal føre til guld med FCM, og det koncentrerer både jeg selv og alle andre i klubben sig fuldt ud omkring,  siger Morten ”Duncan” Rasmussen til jp.dk
 
- Jeg har en kontrakt med FCM, som løber indtil sommeren 2016. Det er den, jeg forholder mig til. Men det kan da sagtens være, at jeg gør mig nogle tanker til sommer. Det ved jeg ikke noget om endnu, siger han. 
 
Morten "Duncan"  Rasmussen står noteret for ni mål i 18 kampe i denne sæson for FC Midtjylland. Det sidste han scorede i AGF-trøjen ligger snart 10 år tilbage, da han i oktober 2005 reducerede nederlaget til OB til 3-1.
Jyllandsposten har været i kontakt med AGF-sportschef Jens T. Andersson, der ikke ønsker at kommentere konkret på FC Midtjylland-angriberen.