Mogens Krogh: Skuffet over fyring
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Mogens Krogh: Skuffet over fyring

Den nu tidligere Næstved-træner blev fyret mandag aften i Næstved, og han er skuffet.

I weekenden tabte Næstved med 1-2 til Skive efter at have været foran med 1-0 frem til fem minutter før tid, og det nederlag blev træner Mogens Kroghs sidste kamp i spidsen for Næstved, der mandag valgte at sige farvel til den tidligere Brøndby- og landsholds-målmand.

Mogens Krogh og Næstved lå efter nederlaget næstsidst i NordicBet Ligaen og med hele seks point op til nedrykningsstregen og Fredericia.

Der skulle ske noget, og det blev altså på trænerpositionen, at klubben valgte at skride til handling.

Selv erkender Mogens Krogh, at det er en skuffelse ikke længere at være træner for Næstved.

- Jeg er da skuffet over, at jeg bliver fyret. Det betyder jo, at jeg ikke er lykkes med de ting, som jeg gerne vil som træner, siger Mogens Krogh til Sjællandske.

Krogh nåede næsten tre år i spidsen for Næstved.

Ny træner offentliggøres på onsdag, og ifølge Sjællandske er Michael Hemmingsen et godt bud på en ny chef i klubben.