Martin Jørgensen takker af: Det var det, jeg drømte om

Det er det reelle punktum, der bliver sat på søndag. Godt nok spiller Martin Jørgensen også en enkelt udekamp i Brønshøj få dage efter, men det er på søndag, at der bliver sagt farvel til AGF's fans, til stadion i Aarhus og til en lang og stor fodboldkarriere.

Det begyndte sådan for alvor en majsøndag i 1994, hvor Peter Rudbæk sendte ham ind på græsset for at afløse Palle Sørensen i en kamp mod et Silkeborg-hold (med blandt andre Peter Sørensen) på guldkurs, og nu bliver karrieren altså lukket ned i ydmyge rammer i landets næstbedste række.

Men det er en stor karriere med over 100 landskampe, en håndfuld slutrunder og et ocean af kampe på topniveau i Danmark og Italien, der slutter i år. I sidste uge meddelte Martin Jørgensen, at han stopper sin karriere, og derfor bliver det en speciel novembersøndag, når Lyngby kommer på besøg i Aarhus klokken 15.30. For det er ikke en kamp som alle andre, indrømmer Martin Jørgensen.

- Det bliver specielt at vide, at det er den sidste kamp på Aarhus Stadion. Det bliver specielt, for det er ikke bare en af mange kampe. Det er svært at sige, hvordan jeg kommer til at reagere, før jeg står der. Selvfølgelig vil der være meget op til kampen, men jeg har også før rundet skarpe hjørner og fået blomster inden kamp, så jeg håber, at det bliver det samme, og at det først bliver bagefter, at jeg kommer til at tænke over det. Når vi spiller, så spiller vi, siger Martin Jørgensen til tipsbladet.dk.

Stemmen i telefonen er rolig gennem hele farvel-interviewet, og vanen tro kaster Jørgensen sig ikke ud i store lignelser, sprogblomster eller kontroversielle udmeldinger. Han er som han har været gennem hele karrieren: Professionel. Og den professionelle Martin Jørgensen har også ønsket at vide, hvornår hans sidste kamp skulle spilles. Derfor har han ikke bare ladet karrieren slutte med en pressemeddelelse i december. Det har været vigtigt for ham at sige ordentligt farvel.

- Det har været vigtigt for mig at vide, hvornår jeg spillede den sidste kamp, fordi jeg gerne vil nyde dagen og glæde mig til kampen. Jeg ville ikke stå bagefter og tænke: 'Nå, nu har jeg spillet min sidste kamp'. Derfor har det været vigtigt for mig. Jeg ved, at det er sidste gang, og det er specielt, siger Martin Jørgensen.

- Jeg vil ikke savne styrketræningslokalet
Man siger ikke bare farvel til 20 års dagligdag, og Martin Jørgensen lægger da heller ikke skjul på, at han vis savne livet som fodboldspiller – men der er også elementer, han ser frem til at slippe for.

- Jeg vil savne konkurrenceelementet, og at det gælder om at vinde. Mere generelt vil jeg savne mine holdkammerater og omgangen i omklædningsrummet. Jeg vil ikke savne styrketræningslokalet, og vintertræningen vil jeg helt sikkert heller ikke savne. Alle de der kedelige ting, som hører med og som giver grobunden for det sjove, vil jeg ikke savne. Men jeg kommer til at savne alt det sjove, siger han.

I en karriere uden mesterskaber eller titler er det netop kammeratskabet og glæden ved at være en del af et hold, han fremhæver som et højdepunkt i karrieren.

- Jeg har haft mange gode oplevelser, både i Italien og på landsholdet. Det er ikke så meget de enkelte kampe, jeg husker. Der er selvfølgelig nogle resultater og nogle stadions, der fylder – det er lige så meget alt det andet. Fællesskabet. At have nogle at dele oplevelserne med, når det går skidt, men så sandelig også, når det går godt. De oplevelser, der følger med uden for banen, er nok dem, jeg vil huske allerbedst, siger Martin Jørgensen, der godt kunne have fået en kontrakt med et mesterhold i Italien tidligere i karrieren.

Til gengæld er det ikke sikkert, at han så ofte var kommet i kamp, og det er netop spillet, glæden ved at betræde det grønne græs og altså fælleskabet, der har drevet værket for Martin Jørgensen. Derfor er han tilfreds med sit fodboldliv, selvom der ikke ligger mange guldmedaljer hjemme i skuffen.

- Jeg er sådan set godt tilfreds med det, jeg har opnået. Jeg har opnået mere end de fleste, og selvom jeg har aldrig rigtig vundet noget med klub- eller landshold, har jeg til gengæld spillet hver søndag, når jeg har været fit. Det har betydet meget for mig. Jeg ville gerne have vundet et mesterskab i Italien, men jeg ville også gerne have været med til at vinde et mesterskab ved at spille. Det er ikke sikkert, at det havde været tilfældet. Så jeg er godt tilfreds, Jeg er glad for det, jeg har opnået. Jeg har fået det ud af det, som jeg kunne få ud af det. Det var det, jeg drømte om, da jeg var en lille dreng, siger Martin Jørgensen.

Hårdt arbejde betaler sig
Med over 50 unglandskampe på bagen var han som ungdomsspiller et stort talent, men det er som bekendt ikke alle, der trods de store løfter i ungdommen også når til tops som senior. Det lykkedes for Martin Jørgensen på grund af knofedt og klassiske dyder.

- Hårdt arbejde betaler sig. Det gælder om at gøre tingene godt og ordentligt hver eneste dag. Det er ikke tilfældigt, at dem der vinder også er dem, der forbereder sig bedst. Det er en generel oplevele, jeg har haft, når jeg kigger tilbage på årene. De gange hvor vi har fået resultater, er det fordi vi har gjort det godt i forberedelsen. Omvendt er det gået skidt i de år, hvor man godt kunne have stillet større krav til sig selv og hinanden, til truppen og til træneren og klubben, siger han og tilføjer, at han ikke kun tænker på visse AGF-år, men også på en del af sin tid i Italien.

Da han for snart fem år siden vendte tilbage til barndomsklubben AGF efter 13 år i Italien, havde han ikke regnet med at blive en del af to nedrykninger. Det er ikke noget, han bruger tid på at tænke på nu, men han medgiver, at AGF's nedtur har været trist.

- Det har været for meget op og ned. Især den sidste nedrykning og det sidste års tid har ikke været det sjoveste. Vi syntes, at vi havde et uforløst potentiale og havde mere i os end de resultater, vi fik. Det har været værre denne gang end i 2010 – måske fordi jeg har været med hele vejen, siger Martin Jørgensen, der netop på grund af AGF's nuværende situation ikke har set nogen grund til at forlænge karrieren og gå efter vennen Thomas Helvegs rekord som den ældste markspiller, der har optrådt i Superligaen.

- Nej, det ville kræve at vi rykkede op, og så skulle jeg også have spillet videre efter sommerferien. Det er der ikke nogen fornuft i, siger han.

Skiferie og rødvin
Netop Helveg har han haft et skæbnefællesskab og et venskab med gennem mange år i Italien og på landsholdet, og nu vil tilfældet, at begge valgte at sige stop som 39-årige. Thomas Helveg udtalte inden sit karrierestop, at han som fodboldpensionist så frem til at kunne stå på ski, fordi det var for farligt at gøre som aktiv. Martin Jørgensen glæder sig også til et bekymringsfrit liv efter fodbold, selvom en skitur ikke er øverst på ønskelisten.

- Det er 17 år siden, jeg har stået på ski, og det var faktisk sammen med Thomas, så jeg er ikke sikker på, at jeg tør kaste mig ud i det. Jeg  ved sgu ikke, hvad jeg glæder mig til at kunne. At drikke et glas rødvin lørdag aften uden at tænke på, at jeg skal spille om søndagen, siger Jørgensen, der forventer at blive i fodboldens verden, selvom støvlerne lægges på hylden.

- Jeg skal nok lave et eller andet, der har med fodbold at gøre. Jeg håber, at det bliver i AGF. Vi har snakket lidt sammen, og jeg går ud fra, at vi skal snakke igen for at finde et eller andet til mig, siger Jørgensen i et af sine sidste interviews, inden et stort fodboldkapitel bliver lukket på søndag.