HB Køge tog vigtig skalp i Skive
1. division

HB Køge tog vigtig skalp i Skive

HB Køge hentede en vigtig sejr onsdag aften, da holdet vandt 1-0 i Skive. Kristian Andersen blev matchvinder.

Skive og HB Køge er begge placeret faretruende tæt på nedrykningsstregen i 1. division, så en sejr ville lune gevaldigt i begge lejre, da de to mandskaber krydsede klinger onsdag aften. Kun et point skilte dem før kampstart.

Det sørgede HB Køge dog for at lave om på. Sjællænderne vandt nemlig en meget vigtig 1-0-sejr på udebane, og dermed øger holdet afstanden til Skive på fire point. Nok så væsentligt er der nu otte point ned til bundproppen FC Vestsjælland.

Afgørelsen sørgede den tidligere Brøndby-spiller Kristian Andersen for, da han scorede sejrsmålet efter 49 minutters spil.