HB Køge ruster sig økonomisk
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
1. division

HB Køge ruster sig økonomisk

HB Køge har gennemført en aktieemission med udstedelse af fem millioner nye aktier, som sikrer klubbens fuldtids-setup.

Der er i den kommende sæson en historisk god chance for oprykning til Alka Superligaen for de tolv hold i 1. division, da der på grund af den kommende strukturændring er tre oprykningspladser at spille op.
 
En mulig kandidat til en af dem er HB Køge, der nu ruster sig økonomisk til den kommende sæson, og derved muliggør planerne om en snarlig tilbagevenden til den bedste danske række.
 
Klubben har gennemført en emission med fem millioner nye aktier, hvor størstedelen af de nuværende aktionærer støttede op. Samtidig fik klubben en ny storaktionær ved JR Gruppen ApS.
 
- Bestyrelsen er særdeles tilfreds med den gennemførte kapitaludvidelse, som er væsentlig for udnyttelsen af HB Køges potentiale, og ser denne emission som en tillidserklæring fra både nuværende og ikke mindst de nye aktionærer.
 
- Kapitaludvidelsen sikrer et økonomisk fundament, som gør, at HB Køge kan fortsætte den positive udvikling under træner Henrik Pedersen, herunder at det kan lade sig gøre at holde fast i det "fuldtids-setup" som er tvingende nødvendigt for på sigt at spille i Superligaen igen, siger bestyrelsesformand Henrik Normann Andersen til klubbens hjemmeside.