Eksamen koster AGF-talent Roskilde-kamp
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
1. division

Eksamen koster AGF-talent Roskilde-kamp

Oskar Buur er ikke med i AGF-truppen til torsdagens kamp mod FC Roskilde. Den 17-årige back skal til eksamen.

I forårspremieren gav AGF-træner Morten Wieghorst debut til blot 17-årige Oskar Buur. Siden har 10. klasseseleven været med omkring århusianernes bedste mandskab, men når de torsdag møder FC Roskilde på udebane må Buur blive hjemme. Den unge back skal nemlig til eksamen. 

Vi vægter spillernes uddannelse højt i AGF, og ikke mindst er det vigtigt, at de helt unge spillere får færdiggjort deres uddannelse.

- Selvom vi godt kunne have brugt Oskar på torsdag, og selvom han godt kunne have gået op til sygeeksamen om et halvt år, synes vi, det er vigtigere, at han får afsluttet sin eksamen nu, så han ikke har den hængende over hovedet, siger Morten Wieghorst til AGF's hjemmeside.

AGF må også klare sig uden Darnel Situ, der er skadet, og Alexander Juel Andersen, der har karantæne. Til gengæld vender Jeppe Kjær tilbage.