Debutant: Under al kritik
Illustration
1. division

Debutant: Under al kritik

Scoring og Man-og-the-match-pris var ikke nok til at sikre det gode humør hos AGF-debutanten Daniel Christensen.

Daniel Christensen har i optakten været en af de helt store profiler for AGF. Og den gode form fortsatte mod Roskilde, hvor det blev til både Man-of-the-match-pris og klassemål. Det var dog en tydelig skuffet debutant, der gjorde status efter 2-2-resultatet.

- Det første kvarter til halve time er under al kritik. Vi bliver straffet på nogle omstillinger og dumme personlige fejl. Det må vi ikke gøre. Det er et godt hold, det kan vi jo se, det er. Selvom de kommer fra 2. division, så er det et hold, der scorede 88 mål i sidste sæson, så det kender jo vejen til målet. Hvilket de så også gjorde mod os i dag, udtaler debutanten til Tipsbladet.dk

- At vi så kommer tilbage, er jo kun godt. Også selvom vi spiller rigtig skidt. Vi føler dog i pausen, at hvis vi lige finder den sidste skarphed og kynisme, så vinder vi også denne fodboldkamp. Men vi må simpelthen ikke give så mange chancer væk i starten af en fodboldkamp, siger Daniel Christensen.

Allerede før pausen valgte AGF-træner Morten Wieghorst at tage Davit Skhirtladze ud til fordel for venstrebacken Mikkel Kirkeskov. Det betød, at Daniel Christensen blev rykket frem på midtbanen. Det er dog ikke noget, der betyder det store for den tidligere SønderjyskE-spiller.

Jeg spiller der hvor træneren vil have mig til at spille. Om det så er venstre back, venstre kant eller i højre side for den sags skyld er underordnet. Jeg spiller der, hvor jeg får besked på, og prøver så at gøre en forskel, udtaler Daniel Christensen.

Venstrebacken har allerede givet flere eksempler på sin offensive formåen, da det er blevet til to scoringer i træningskampene op til sæsonen. Igen i dag blev det til en kasse fra venstrefoden, da han frækt lobbede bolden over FC Roskilde-keeperen, efter et smart træk på kanten af feltet. Målet var dog ikke det, der stjal fokus efter kampen. 

- Jeg ville hellere have vundet kampen end at score et mål. At få tre point på kontoen, er det, der tæller i sidste ende. Men det er selvfølgelig altid rart at score mål, slutter han.