Boysens forår: Pludselig kan vi ikke ramme hinanden fra fem meter

Lyngby BK spiller fredag aften klokken 19.00 på udebane mod FC Roskilde.

Jeg tror, at alle hold i 1. division ville synes, at det var noget værre lort, hvis de havde startet foråret med at tage to point i seks kampe, ligesom vi har. Det synes jeg i hvert fald. Jeg har det virkelig skidt med den start, som vi har fået på 1. division her i 2015, og vi hungrer i den grad efter en sejr.

Hvis vi ser på den sidste kamp, vi spillede, hvor vi tabte 1-3 til HB Køge, så er vi langt fra en sejr lige nu, men vi tror på det. HB Køge var klart bedre end os, hvis du spørger mig. De første 20 minutter hang bolden oppe i luften, og det er nærmest så langt fra vores måde at spille fodbold på, som du kan komme. Så det var svært allerede fra starten.

Lige nu er disciplinen og dedikationen blandt spillerne dog rigtig god i forhold til, hvad jeg har prøvet tidligere i min karriere på trods af vores situation. Da vi rykkede ud af Superligaen med Lyngby BK for nogle år siden, og det samme med Viborg FF i sidste sæson, var intensiteten og viljen ikke så stor og levende, som den er lige nu. Men det er hårdt. Det skal der ikke være nogen tvivl om.

Vi har været for langsomme til at omstille os til spillet her i foråret, og vi har haft behov for at hive nogle andre dyder frem. For tre måneder siden var der ingen, der kunne pille bolden fra os, og vi kørte den bare rundt, og nu har vi virkelig svært ved at ramme hinanden fra fem meter. Det er underligt at se.

Dagene har været meget hårde lige efter de sidste kampe, hvor vi har tabt. Det ville også være forkert, hvis de ikke var det. I Lyngby er vi et hold, der har været vant til at vinde de fleste kampe i to år, selvom det ikke blev til oprykning sidste år. Men vi har vundet og vundet, vi sluttede efteråret af som nummer 1 i 1. division, og vi havde ikke tabt en kamp på eget græs i hele sæsonen. Så går vi pludselig helt ned, og nu står vi her med to point efter seks spillede kampe. Fire nederlag og to uafgjorte. Det er hårdt for et hold som vores, men jeg synes, at vi i de sidste to uger har set bedre end tidligere i 2015, og når jeg har set drengene træne på banen her i løbet af ugen, så har jeg set en vilje og en fandenivoldskhed, som vi har savnet. Troen er der ingen, der kan tage fra os.

Jeg har karantæne mod FC Roskilde, som vi møder fredag, men jeg fik også en skade mod HB Køge, så jeg kommer til at have en lidt anden rolle i kampen. Jeg har taget det stille og roligt på træningsbanen, hvor jeg først var tilbage onsdag, men jeg har forsøgt at støtte op efter bedste evne. Jeg ved, at jeg har en lederrolle på holdet, og jeg var også anfører i sidste kamp, så det er vigtigt, at jeg viser mit ansigt og leder på vej. Det gør sig især gældende med de unge spillere, som vi har på holdet. Jeg skal snakke med dem, der har brug for det. Jeg ved, fra da jeg selv var yngre, at det kan være hårdere for en ung spiller at være i modgang, så derfor skal jeg fortælle dem, at de kan spille frit, og at det ikke er deres skyld, hvis det hele går ned.

Lige inden kampen kommer jeg ikke til at stå og skrige ind i hovederne på de andre drenge på holdet. Der er stor forskel på, hvordan de koncentrerer sig og bliver fokuserede, og jeg ved fra mig selv, at det vil være bedst bare at tale med dem, der har brug for det. Men jeg kommer til at gå med ned i omklædningsrummet, klappe dem på skulderen og ønske en god kamp.

Jeg er nok én af de spillere, der tager fodbolden som arbejde med hjem, og det kan nogle gange blive lidt hårdt, når jeg skal ringe til min familie i andre lande og igen fortælle det samme igen og igen. ”Nej, vi vandt så ikke denne gang.” De skal blive ved med at høre, at den er gal. Det er selvfølgelig sjovere at fortælle, at nu har jeg scoret igen, som jeg kunne fortælle et par gange i efteråret.

Så jeg tænker en del på det, men jeg kan også godt slå hovedet fra. Faktisk synes jeg ikke, at det gør noget, at vi tænker en ekstra gang over det. Det er også vores stolthed, der står på spil, så det skal være en alvorlig sag for os. Uanset om det gælder oprykning eller ej, så skal vi kunne sidde i omklædningsrummet efter den sidste kamp og kigge hinanden i øjnene og vide, at vi gjorde noget for at komme tilbage fra den situation, som vi er i nu

Lige nu er træningsbanen faktisk det mest befriende sted at være. Der kan vi mærke, at vi gør noget for at blive bedre, og jeg spiller det spil, som jeg har elsket, siden jeg var fire år gammel. Der er et pres på os, men det er kun godt. Folk forventer sig noget af os, og det skal vi huske på. Det er også for fansene og alle omkring klubben. Det er vigtigt for os, at vi i omklædningsrummet er enige om, at vi giver alt for sejr.

Fodbold går bare op og ned, og det gælder ikke om at grave sig ned, hvis det går skidt, eller flyve væk på en lyserød sky, hvis det gør godt. Vi skal som hold blive ved. Det eneste i fodbold, der er sort og hvidt, er resultaterne.

Jeg har tidligere været i kriser med fodboldhold, og jeg ved, at der kommer op- og nedture. Jeg har brækket min ankel tre gange, og jeg troede alle tre gange, at jeg var på vej videre. Men jeg kom tilbage. Hvis du ikke kan klare nedturene, så får du aldrig mulighed for at se opturene. Vi håber alle sammen på noget bedre, og vi er meget afklarede omkring det hele. Der er ingen grund til at hakke på hinanden, for hvis vi ikke tror på hinanden, hvem skal så gøre det?

Hele foråret vil tipsbladet.dk dække oprykningskampen i 1. division ved at følge de tre klubber, Viborg FF, AGF og Lyngby BK der har henholdsvis 51, 45 og 39 point i tabellen.