Bo Henriksen: Svært at argumentere mod penge
Illustration
1. division

Bo Henriksen: Svært at argumentere mod penge

AC Horsens har økonomiske problemer, og klubben vil sælge spillere og nedlægge ungdomsafdelingen. Cheftræner Bo Henriksen stikker ikke halen mellem benene, og han vil kæmpe med de spillere, han har.

Tirsdag formiddag meldte AC Horsens ud, at man skærer markant på nøgleområder. Der forventes afgange fra spillertruppen i januar, løntunge spillere skal genforhandle kontrakt og eliteholdene i ungdomsafdelingen nedlægges. Og så er der administrationen, som også skæres. Det er med andre ord en alvorlig udmelding fra AC Horsens.

Klubben rykkede ud af Superligaen for to sæsoner siden, i sommer kom cheftræner Bo Henriksen til fra Brønshøj. Han så frem til at arbejde i et mere professionelt setup med ungdomsafdeling med mere, men det kommer han ikke til alligevel nu. Bo Henriksen har dog forståelse for, at det er sådan, det er.

- Der er ingen tvivl om, at det får en stor betydning for os, men hvilken betydning skal jeg først tale med bestyrelsen om en af de kommende dage. Vi skal have et bæredygtigt setup, og vi skal vinde fodboldkampe. På sigt skal vi gerne vinde så mange, at vi får skabt et fundament for et nyt ungdomssetup. Det er ikke de bedste forudsætninger lige nu, men jeg arbejdede med noget lignende i Brønshøj, og det kan jeg også her, siger Bo Henriksen til tipsbladet.dk og forklarer videre:

- Der har været en løbende proces omkring det økonomiske, så jeg har været velinformeret. Den økonomiske virkelighed kan vi ikke ændre på, det er sådan set ganske enkelt. Det er jo svært at argumentere mod penge, så vi skal forsøge at få det bedste ud af det.

Bo Henriksen skiftede som sagt i sommer fra Brønshøj blandt andet for at prøve at arbejde i et mere professionelt setup. Ungdomsafdelingen så han især frem til at arbejde med, men nu forsvinder den del af AC Horsens, og det ærgrer cheftræneren.

- Det er jeg sindssygt ked af. Vi har seks spillere, der er i bruttotruppen på U/15-landsholdet, og det er synd, at en klub og en by som denne ikke længere skal have en ungdomsafdeling. Det giver helt andre arbejdsbetingelser, og der er ingen tvivl om, at det får betydning. Jeg synes, det er sjovt at arbejde med talenter og unge, ærgerrige spillere. Det bliver svært at genskabe en god ungdomsafdeling, siger en tydeligt ærgerlig Bo Henriksen.

- Nu handler det om at stå sammen som en enhed, det nytter ikke så meget at sætte sig ned og tude over tingene. Vi har ikke haft resultaterne til at udvikle, nu handler det om at vinde, så vi på sigt kan udvikle.

- Jeg har fuld respekt for bestyrelsens udmelding, jeg prøvede selv at gå 30 procent ned i løn med Herfølge, året efter vi blev danske mestre (2000, red.). Vi er nødt til at gøre noget, og selv om det ikke er sjovt, er det nødvendigt. Det er ikke noget, der får mig til at stikke halen mellem benene. Det har jeg aldrig gjort, og det gør jeg heller ikke nu, siger Bo Henriksen.

Cheftræneren fortæller, at top seks for AC Horsens vil være et godt resultat i denne sæson, men han fortæller også, at han med bestyrelsen skal fastsætte målsætningen en af de næste dage.