AGF: Vi er med i oprykningskampen
Illustration
1. division

AGF: Vi er med i oprykningskampen

Med sejren søndag over Lyngby melder AGF sig ind i oprykningskampen

AGF vandt søndag eftermiddag med 1-0 hjemme over den næstbedsterækkes førerhold fra Lyngby. Det var kun tredje hjemmesejr i over et år, men dog den anden ud af de sidste to mulige, da man også slog Vejle med 4-0 i den seneste kamp på NRGi Park. 

Søndag var AGF spilstyrende i sejren, der kunne have været meget større, hvis skarpheden foran mål havde været større. 

- Det virker som om, at vi vi med tiden bliver mere og mere afklarede med, hvordan vi vil spille. Ser man på Vejle-kampen, var vi effektive, det har vi manglet før. Og effektivitet kan man også argumentere for, at vi manglede mod Lyngby, for vi har mange store chancer, men til gengæld lukker vi flot af i den anden ende af banen, udtaler AGF-træner Morten Wieghorst til Aarhus Stiftstidende.

Med sejren har AGF nu tolv ponits til oprykningspladserne, der i øjeblikket indtages af søndagens modstander Lyngby og Viborg. De har dog begge afsluttet efterårssæsonen, mens AGF stadig har to kampe til gode, når man møder Brønshøj på onsdag og Fredericia i efterårets sidste kamp på søndag.

- Vi har hele tiden været med i oprykningskampen. Der er stadig et hul op, og det er der, fordi vi havde en forfærdelig oktober måned, så nu må vi bare sørge for, at november bliver rigtig god. Vi har to kampe på hånden, som vi skal vinde, så vi har noget at angribe med i foråret, lyder det fra Wieghorst.