AGF: Akharraz takkede nej til tysk skifte
Illustration
1. division

AGF: Akharraz takkede nej til tysk skifte

AGF's direktør Jacob Nielsen fortæller, at klubben havde accepteret et tilbud fra en tysk 2. Bundesliga-klub på Osama Akharraz, som midtbanespilleren så selv afviste. Han har også afvist to Superliga-klubber.

Osama Akharraz er fortid i AGF. Det stod klart, da AGF mandag meddelte, at kontrakten med den tidligere Brøndby-spiller var blevet opsagt med omgående virkning. Derfor står det nu Akharraz frit for at finde en ny klub som transferfri spiller, men nu fortæller AGF's direktør Jacob Nielsen, at klubben i løbet af transfervinduet var tæt på at sende Akharraz sydpå mod en transfersum den anden vej.

- Vi var enige med en tysk 2. Bundesligaklub om en mindre transfersum tidligt i vinduet, men Osama sagde nej til skiftet. Det er han selvfølgelig i sin gode ret til. Siden har han også sagt nej til to Superligaklubber, men det er hans eget valg, siger Jacob Nielsen til Århus Stiftstidende. Avisen mener endvidere at vide, at den tyske klub var FSV Frankfurt.

Undervejs i transfervinduet røg Akharraz for alvor i unåde i klubben, da det kom frem, at han havde givet fingeren til AGF-fansene under kampen mod Viborg FF den 11. august. Efter den episode fik Akharraz en skriftlig advarsel fra klubben, og det skulle være efter denne hændelse, at to Superligaklubber skulle have henvendt sig og på samme tid fået nej fra Osama Akharraz.

Akharraz nåede at spille 85 kampe for AGF.