AC Horsens vil ende forfærdelig stime
Foto: Jens Dresling/Polfoto
1. division

AC Horsens vil ende forfærdelig stime

Bo Henriksen´s mandskab har ikke vundet på hjemmebane siden oktober, og hungrer derfor efter en succesoplevelse.

Det er ingen overdrivelse at konstatere, at AC Horsens har haft det svært på eget græs i denne sæson. Ikke siden 12. spillerunde har holdet vundet på CASA Arena, da man den 19. oktober 2014 besejrede AB med 3-1 foran eget publikum. En skidt stime for Bo Henriksen´s tropper, der skal stoppe søndag eftermiddag. 

Her venter FC Fredericia i en intens kamp, der kræver ydmyghed fra værterne. Det understreger Bo Henriksen inden opgøret, hvor han forventer fight for hver eneste meter: 

- Vi havde det svært mod FC Roskilde og Brønshøj i forårets to første kampe. I morgen venter der os en ny hård kamp, fordi FC Fredericia har et godt og homogent hold. I sidste weekend havde vi en fantastisk attitude i Brønshøj. I morgen skal vi også være sindssygt ydmyge og vise mandshjerte, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Vi vil gerne give publikum en god oplevelse på CASA Arena Horsens. Det er også vigtigt for os, at vi begynder at få point på vores hjemmebane igen. Nøglen til det er, at vores defensiv skal være i orden. Vi skal begynde at spille til nul igen, understreger AC Horsens-træneren.
 
AC Horsens kan glæde sig over, at holdet går ind til kampen med en frisk sejr i bagagen. Efter nederlag i tre kampe på stribe slog man nemlig ude Brønshøj med 3-1.