Officielt: Islandsk angriber til Brøndby
Illustration
Superliga

Officielt: Islandsk angriber til Brøndby

Brøndby har lejet den islandske angriber Holmbert Aron Fridjonsson i Celtic. Angriberen kan købes fri efter sæsonen.

Brøndby har mandag formiddag præsenteret den islandske angriber Holmbert Aron Fridjonsson. 21-årige Fridjonsson kommer til Brøndby på en lejeaftale fra den skotske storklub Celtic. De blå-gule har sikret sig en købsoption i islændingen.</p><p>

- Holmbert Fridjonsson er en talentfuld angriber, som vi har haft et godt kendskab til, siden han spillede i Island. Det bliver spændende at se, hvordan han har udviklet sig i Celtic. Vi forventer ikke, han træder direkte ind i startopstillingen, da han fortsat er en ung spiller, som skal udvikle sig, men vi ser et stort potentiale i ham. Vi tror på, at han kan videreudvikle sig i vores træningsmiljø, siger sportsdirektør Per Rud i en pressemeddelelse og tilføjer:

- I første omgang er han hos os sæsonen ud, men vi har muligheden for at tilknytte ham på permanent basis, hvis han viser sig tilstrækkelig lovende

Holmbert Aron Fridjonsson er 195 centimeter høj og kunne dermed godt minde om Simon Makienok, som Brøndby i dette transfervindue har sagt farvel til.

- Som type er han en fysisk stærk angriber, der har et rigtig fint venstreben, som han afslutter godt med. Han er dygtig til at komme i løb ind i feltet, har desuden et fint hovedspil og kan også sagtens gå med i kombinationsspillet. Som nævnt er han ung og skal udvikle sig på forskellige områder. Holmbert besidder den klassiske islandske mentalitet med vilje og vinderattitude, og han er bestemt en spændende angriber, der giver os en anden dimension i spillet end vores øvrige angribere efter salget af Simon Makienok.

Brøndby forventes desuden at kunne præsentere den finske angriber Teemu Pukki i løbet af mandagen.