
OB sad på det hele mod et meget middelmådigt Zrinjski-mandskab. Alligevel blev det "kun" til en sejr på 5-3 over de upåagtede bosniere, og det irriterer Lars Olsen.
- Først vil jeg sige, at jeg er glad for, at vi vinder. Men jeg er irriteret over resultatet, som er helt unødvendigt. Vi giver dem et par mål, og samtidig sjusker vi tre-fire kæmpechancer væk, ligesom vi er ukoncentrerede på midten af banen, hvor vi sjusker med afleveringerne. Vi burde have vundet langt større, men jeg er glad for, at vi vinder. Kan man ikke glæde sig over en sejr, kan man ikke glæde sig over ret meget i fodbold, siger Lars Olsen til OB.dk.
- Det er både i første og anden halvleg, at vi sjusker store chancer væk. Vi blev sløsede i pasningerne, og de fik muligheder og scorede efter hjørne og på straffespark. Det giver dem noget gejst, og vi har svært ved at komme tilbage, selvom vi prøver at mose på til sidst. Men det er pasningerne og afslutninger, der er sløsede, og jeg mener, at efter et kvarter af anden halvleg, burde vi føre 7-0, fortsatte cheftræneren.
Peter Utaka var den største oplevelse på Tre-For Park denne torsdag, hvor han scorede to mål.