VLL: Velkommen til verdens stærkeste liga

"It is always a struggle and a battle in England. It is a very difficult league and it is not easy to beat the opposition every week. That is the difference between all clubs in Europe and the Premier League clubs. They don't have a rat race in their competition."

 

Ordene kom ud af Louis van Gaals mund i sidste weekend. Han blev spurgt til, hvorfor engelske klubber kvajer sig så voldsomt i de europæiske turneringer. At Premier League er verdens stærkeste liga og så hård en turnering, at det udmatter holdene inden de europæiske midtuge-kampe. Den autoritære hollænder burde jo vide, hvad han taler om. Han har trods alt erfaringer fra klubhold i både England, Tyskland, Spanien og Holland.

 

Alligevel tager han fejl. Verdens bedste liga er ikke Premier League, og i øvrigt slet ikke Serie A eller Bundesligaen, men derimod den spanske La Liga. Vi fortæller dig hvorfor.

 

Selvfølgelig er vi dybt partiske i denne her diskussion. Som værter på en spansk fodboldradio står fodbold, mad, vin og kvinder fra den iberiske halvø i højere kurs end ditto fra England, Italien eller Tyskland. Men dette skriv handler om verdens stærkeste liga. Ikke om den mest attraktive eller underholdende, for det er en snak om smag - om man er til karbonader eller krebinetter, blondiner eller brunetter. Denne diskussion vil i stedet tage udgangspunkt i pure facts og argumenter.

 

Vi starter med UEFA’s koefficientliste, som toppes af Spanien, Tyskland, England og Italien. I den rækkefølge. Italien lader sig nemt udelukke, omend kvaliteten og de europæiske resultater er forbedret de sidste år. Men i takt med de to Milano-klubbers forfald, og spillere som Maldini, Seedorf, Zlatan og Pirlo har forladt den italienske skude, er Serie A faldet i niveau. Er der én i din omgangskreds, der mener, at den bedste fodbold i verden spilles af italienske klubhold, er det nok din svigerfar eller onkel, der ikke har fulgt med, siden Preben Elkjær var borgmesterkandidat i Verona.

 

Så er der den tyske liga. Mon ikke du har en kammerat fra Vesterbro eller Latinerkvarteret i Aarhus, der betragter sig selv som fodboldhipster og desuden har det tidsfordrivende Championsship Manager 2001/02 stående på reolen. Og mon ikke han på en mørk beværtning i de tidlige timer har forsøgt at overbevise dig om, at Frankfurt og Augsburg spiller så god en omgang hvirvelvindsbold, at Bundesligaen med balstyriske Bayern som skipper faktisk har fortjent prædikatet som den überste turnering. Han tager fejl. Fortæl ham, at det kun er sket i to sæsoner siden 2002, at mere end ét tysk hold er gået videre fra ottendedelsfinalen i Champions League. Og tilføj, at sidste gang, et tysk hold vandt UEFA Cuppen eller Europa League, var dengang, Matthias Sammer var kontinentets største fodboldartist.

 

Tilbage er La Liga og Premier League. Og det kan vel egentlig gøres ret simpelt. Vi var alle imponeret i foråret 2009, da Premier League peakede med tre ud af fire semifinalister i Champions League. Men siden dengang er det kun lykkedes dem at overkomme spansk modstand én sølle gang i knockoutkampene i både Champions League og Europa League. Det var i opgørene mellem Chelsea og Barça i 2012. Imens har Real Madrid, Barcelona, Atletico Madrid, Valencia og Athletic Bilbao basket briterne ni gange. Så fremragende har de spanske hold været, at de siden dengang i 2009 har haft 12 semifinalister i Champions League. Og det var tolv! Kun tre til England. Ja, og så er der jo statistikken i Europa League, der i samme periode fortæller nøjagtig den samme historie: Fire triumfer til de spanske hold. Kun én til de engelske.

 

Men tilbage til Louis van Gaals citat, der også retter sig mod midten og bunden af den bedste engelske række. Altså at Stoke er bedre end Real Sociedad, og Bournemouth er stærkere end Betis. Her bliver det svært, for de klubber spiller jo aldrig mod hinanden. Men spørg i Real Madrid og Barcelona, om de synes, det er en leg at tage til midterklubbernes udebaner som Balaídos, San Mames, La Rosaleda, Anoeta og El Madrigal – alle steder hvor én eller begge af de to mastodonter har tabt det seneste år. Senest missede Real Madrid og CR7 sejren hjemme mod Malaga og Carlos Kameni, mens Barcelona og MSN-trioen har fået røvfuld af Celta Vigo og Athletic Bilbao. Hvornår har Swansea og Southampton senest slået Chelsea med 4-0 og 4-1?

 

I Viva La Ligas første podcast i denne sæson fortalte vi, at Bournemouth, Watford og Norwich har brugt otte gange så mange penge på indkøb som Betis, Las Palmas og Sporting Gijón. Og det er da brandærgerligt at se på storholdenes afklapsninger af bundholdene med 9-1 og 8-0. Men det er forsimplet at konstatere, at de spanske bundhold er dårligere end de engelske. For når vi ikke ser de her resultater ligeså tit i England, skyldes det også, at Mourinho og van Gaal kræver clean sheets ved en 2-0-føring, mens madridistas hellere vil vinde 7-3 som mod Getafe i fjor. Tilmed har de spanske oprykkere fået 0,75 point pr. kamp mod sidste sæsons top- og subtophold. De engelske har kun har fået 0,4 point pr. kamp i mødet med de bedste britiske mandskaber.

 

Ja ja, argumentationsrækken holder hånd med fornemmelser, men klare fakta betoner jo så entydigt, at toppen og subtoppen i La Liga er stærkere end i Premier League. Vi drømmer om Rayo Vallecano – West Bromwich, og den gemmer sig nok desværre ikke om hjørnet. Men fra vores radiostudie ser Villareals tekniske kvalitet i pasninger og afslutninger altså bare stærkere ud end Southamptons eller Sampdorias. Og tænk, hvad det ikke kan blive til, når TV-pengene i La Liga næste år fordeles mere ligeligt, så de spanske midter- og bundhold får en større del af paella-platten. 

 

Derfor tør vi godt sige Bienvenidos a La Liga, la mejor liga del mundo – velkommen til verdens stærkeste liga!