Transfermarkedet: De stærkes ret

 

Afslutningen på et transfervindue er blevet en begivenhed i sig selv.

 

I den forgangne uge tog Morten Rasmussen fra Ikast/Herning og hjem til Århus, hvor ”Duncan” blev modtaget med summende begejstring og en kæk bemærkning eller to om bysbarnets notoriske forkærlighed for gode sager, skabt dengang i karrierens gryende begyndelse hvor angriberen blev installeret i eget hus og ikke var nær så god og veltrænet, som han er i dag som snart 31-årig.

 

Nicki ”Bille” røg til Lech Poznan i Polen med en overraskende skarp afskedsreplik leveret af Esbjerg fB, og i de næste dage topper trafikken på danske mediers mobil-apps og websites, fordi klubskifter her i den vinterkolde og fodboldforladte periode i Danmark interesserer os lige så meget som store mesterskaber.

 

At fodboldspilleres transfers og liv bliver genstand for stor interesse, utallige analyser og underholdning har jeg svært ved at se problemet med, så længe anstændigheden ikke forsvinder. Det må spillerne og klubberne leve med, så længe forbrugere og fans finansierer størstedelen af deres løn.

 

I kulisserne sker der til gengæld ting på transfermarkedet, der ikke tåler dagens lys.

 

Denne januar har Real Madrid og Atletico Madrid været ufrivilligt i centrum, fordi FIFA har givet dem karantæne fra de to kommende transfervinduer efter brud på reglerne om handel med mindreårige fodboldspillere.

De to klubber appellerer dommen, der ligner den, der ramte FC Barcelona sidste år, og som undersøgende journalister har afdækket i udlandet såvel som i eksempelvis danske Sport Executive, svarer den type straffe lidt til at uddele fartbøder på Jyllandsringen, da et stort antal europæiske topklubber mere eller mindre åbenlyst gør det samme som de spanske topklubber.

 

I Norge har fodboldmagasinet Josimar netop dedikeret 180 sider til den såkaldte Stengel-Gunnarsson-sag, hvor magasinet mener at kunne bevise, at fodboldledere i to norske topklubber og mellemhandlere brugte de to fodboldspillere Veigar Pall Gunnarsson og Herman Stengel i et kompliceret spil, hvor en udenlandsk klub skulle snydes for penge fra en videresalgsklausul, og hvor spillernes ønsker var sekundære i forhold til klubbernes og ledernes egne interesser.

 

I Portugal rejste der sig tidligere på ugen et ramaskrig, for selv i det sydeuropæiske land, hvor agenter og investeringsfonde har regeret fodbold i to årtier, var det for stærk kost, at en kinesisk investor i landets næstbedste række krævede at placere 10 kinesiske spillere i udvalgte klubber.

 

Disse tre sager har som sådan ikke noget at gøre med hinanden – og så alligevel.

 

For mens FIFA og UEFA drukner i korruption og personsager på allerhøjeste niveau, og i fraværet af kvalificeret og ærlig ledelse fra øverste plan, danser musene ikke kun på bordene – de er ved at overtage køkkenet, baren og skrive et nyt menukort, hvor der er frie tøjler på transfermarkedet og de største europæiske klubber igen truer med at lave deres egen, lukkede liga.

 

Den internationale spillerforening FIFPro har meldt transfersystemet og dermed FIFA og dets medlemmer til Europakommissionens konkurrenceafdeling, der er ledet af De Radikales tidligere formand Margrethe Vestager.

 

Om FIFPros forslag om at afskaffe transfersummer, udstrakt mulighed for spillere til at afbryde kontrakter før tid og andre ændringsforslag i retning af det normale arbejdsmarked er den rette løsning, er jeg ikke sikker på.

 

Men lige nu er den internationale spillerforening den eneste part, der er på banen i offentligheden med et sammenhængende forslag til en stor reform af et transfermarked, der er interessant og til tider underholdende at følge, men som man som udenforstående næppe vil ønske at ens egne børn en dag skulle blive en del af.

 

 

Chefredaktør, Troels Bager Thøgersen