Superligaens bedste hold bor i Aalborg og Herning
Illustration
Generelle

Superligaens bedste hold bor i Aalborg og Herning

De to københavnerklubber får det ikke så nemt, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

Glæder du dig over, at de gode, gamle dage fra før 2006 er tilbage? Hvor vi kunne regne med, at FC København og Brøndby IF sæson efter sæson kæmpede om guld og sølv og havde de bedste spillere i Superligaen? Som foråret og sommeren har formet sig, er FC København med indkøb for 60 millioner kroner tilbage som titelfavorit, mens Brøndby IF har skabt stor begejstring med en kontrakt til gode, gamle Johan Elmander. Nu mangler vi bare Daniel Agger og Morten Skoubo, så dufter her igen af 2005-guld.

Jeg havde ventet, at vi allerede nu skulle sætte cirkler om derby-datoerne i forventning om, at det danske mesterskab i maj 2015 ville blive afgjort i de tre kampe. Ikke så meget på grund af FC Københavns og Brøndby IF's oprustning, men fordi jeg forventede, at AaB og FC Midtjylland - europæiske kvalkampe eller ej - skulle sælge revl og krat.

Men så nemt tror jeg ikke, de to københavnerklubber får det, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

I AaB har de som ventet solgt Kasper Kusk af nød, fordi han havde en frikøbsklausul i sin kontrakt, men nordjyderne har også hentet Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius tilbage. I Herning/ Ikast lød det som om, at man kunne køre forbi træningsanlægget med en pose kontanter og tage den spiller med, som man havde lyst til, men i stedet har en engelsk milliardær med forretningssans - og penge at brænde af på fodbold - købt klubben, aflyst et Erik Sviatchenko-salg til Østerbro og hentet en finsk landsholdsspiller, samtidig med at der tilsyneladende er flere nye spillere på vej.

I Aalborg håber de på at hente 75 millioner kroner i ny kapital, FC Midtjylland fik i første omgang 68 millioner og kan givetvis få mere med et telefonopkald til London, og det er værd at bide mærke i, at FCK og Brøndby i 2014 har fået afvist tilbud på AaB's og FC Midtjyllands største profiler.

Jeg ser endnu en god grund til, at københavnerklubberne ikke automatisk sætter sig på guld og sølv, og det er at FC Midtjylland og især AaB er mere sammenspillede og stærkere kollektivt end FC København og Brøndby IF.

FCK er lovligt undskyldt med den massive og nødvendige udskiftning i truppen, og set herfra har København hentet brikkerne til et meget stærkt hold i 2015, selvom vi har sagt det samme et par gange siden 2011 for siden at blive slemt skuffet på banen.

Brøndby-fans er forståeligt nok glade for at have fået Elmander og en interessant stopper i Frederik Semb Berge, der bestemt ikke har været billig. Men man bliver ikke bare et mesterhold over night. FC København havde en dårlig sæson i 13/ 14 og i 11/ 12, men i klubben og dens stab bor stadig noget viden og nogle vaner om at træne rigtigt og at vinde, som ikke er sådan at viske ud efter et årti med store succeser.

Skal AaB og FC Midtjylland i europæiske gruppespil, får de to københavner-klubber gavn af en bredere trup, men ellers er der intet til hinder for i hvertfald i efteråret, at AaB og FC Midtjylland ligger helt fremme. Deres hold har spillet sammen i flere år, og det giver dem en markant fordel.

Oprykkeren Hobro må komme med energi og begejstring som sjældent set før i Superligaen, så jeg kan sagtens se dem ligge fornuftigt indtil midt i efteråret. Men hvis Viborg FF sidste år spillede på et skrabet budget, skal vi tilbage til HB Køges første oprykning som HB Køge, ja nok nærmere tilbage til årene omkring årtusindskiftet med B93 og Aarhus Fremad for at finde så små hold i Superligaen. Der er masser af gode spillere i divisionerne og uden kontrakt, så afskriv ikke Hobro endnu. Men det vil være en præstation på linje med Aarhus Fremads i 1998 at overleve i Superligaen. Silkeborg har en god ide om, hvordan holdet vil spille fodbold, ingen vil tage den relativt navnløse trup specielt seriøst, og hvis jeg var FC Vestsjælland og SønderjyskE - ja også OB, som kan få en ny, svær sæson - ville jeg tage Jesper Sørensens oprykkere meget alvorligt.