Solbakkens tveæggede managerrolle

Man kan ikke beskylde Ståle Solbakken for at købe politisk korrekt ind. Det havde selvfølgelig også været en bekymrende politik fra den transferansvarlige i Danmarks største fodboldklub, men Solbakken køber ind præcis efter det, han finder rigtigt, og det tager han i disse uger en masse tæsk for, når holdet taber kampe med Stephan Andersen og Mathias Zanka Jørgensen som mål for kritikken.

Den norske cheftræner har det, vi vel bedst kan betegne som udvidet, skandinavisk version af et managerjob, som vi kender det fra engelsk fodbold, med en mere direkte rolle i det daglige arbejde på træningsbanen og lidt flere øjne udenfor til at assistere i udvælgelsen af nye spillere.

Det giver FC København og Solbakken den store fordel, at der kun bliver handlet spillere ind, som cheftræneren kan bruge. Det lyder som en selvfølge, men jeg love dig, kære læser, at mange spilleres transfers til en Superliga-klub aldrig har udviklet sig til en succes, fordi træneren var helt uenig i sportschefens valg. Det er et problem, mangt en senere Superliga-profil har måttet overvinde.

Så det er Solbakken, der – med andre personer i organisationen på råd – har valgt, at FC København var villig til at betale 14 millioner kroner for 19-årige Daniel Amartey, og at Per Nilsson, Mathias Zanka Jørgensen og Stephan Andersen skulle på kontrakt sammen med en håndfuld andre spillere.

Efter tirsdagens nederlag til Bayer Leverkusen ærgrede Solbakken sig forståeligt over det dårlige forsvarsspil, der var hovedårsagen til Leverkusens to første mål og måske også det tredje, hvor Leverkusen alt for let spillede sig igennem.

Det er tydeligt, at aftalerne endnu ikke er på plads mellem forsvar, midtbane og spillerne indbyrdes, og så falder Ståle Solbakkens zoneforsvar om ikke sammen så i hvert fald så markant i niveau, at man denne aften sad og ønskede sig ren mand-mand opdækning.

Men her i FC Københavns modgang er det også tydeligt, at der følger ulemper med Ståle Solbakkens dobbeltjob. Carsten V. Jensen har gennem årene fået mange verbale tæsk for sine handler. Mange af dem fortjente, nogle mindre så, men CV var der som lynafleder, når fans eller vi journalister mente, at truppen ikke var god nok.

Nu peger pilen kun på en mand. Solbakken er en arbejdsom, intelligent og perfektionistisk person, der nok skal få defensiven til at fungere, men lige nu må det ærgre ham voldsomt, at Franco Mussis er kommet så dårligt fra start i sit liv i Europa, og at forsvaret på godt jysk ikke har imponeret i andre kampe end de to mod Dnipro, der ikke var på fuld kraft.

Når FCK-fansene på et banner på stadion efterlyser indkøb, er det både forståeligt og berettiget, i hvert fald i forhold til en angrebsposition, hvor Andreas Cornelius ville få gavn af mål-assistance, noget som Solbakken da også arbejder på. FCK-ledelsen har valgt at satse på Solbakken, og min bedste vurdering er, at det vi ser lige nu er alle indkøringsvanskelighederne, der melder sig på en gang. Men der er ikke længere en sportschef til at hjælpe trænerne med al tvivlen og kritikken, heller ikke internt. Solbakken er ikke alene, men en sportschef-stilling indbefatter ud over transfers og kontrakter også en masse ledelse og mandskabsarbejde, så det er ikke arbejdsopgaver, nordmanden mangler for tiden.

Hvis FC København henter et par sejre og finder den angriber, fansene så gerne vil have, bliver historien hurtigt en anden, men indtil da skal FCK-træneren både bære skylden – om den er berettiget er irrelevant i omverdenen – for de mange forsvarskoks og for, at truppen har flere sportslige problemer end hvad godt er på den tid af året, hvor man kan kvalificere sig til gruppespillet i Champions League.