Schmeichel og Leicester giver os håb

 

Jeg håber, Leicester vinder det engelske mesterskab på søndag.

 

For så vinder sidste sæsons nedrykningskandidat på det stadion, hvor Kasper Schmeichel som dreng så sin far Peter dominere Premier League, og når Kasper Schmeichel forståeligt nok er træt af de evige sammenligninger, vil det da være oplagt at skrive sig ind i engelsk fodboldhistorie lige netop på Old Trafford.

 

Selv uden det rød/hvide filter er Kasper Schmeichel et symbol på, hvorfor lille Leicesters succes rammer så mange.

 

At Manchester City satsede på Joe Hart og udlejede Kasper Schmeichel til Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff og Coventry kan City ikke fortænkes i.

 

Men det vidner om personlig karakter og talent, at Kasper Schmeichel var nede at vende i League Two hos Notts County i 2009/2010 og sæsonen efter bliver vippet ud af Leeds United efter 37 kampe i The Championship.

 

Der er langt fra kampe i Aldershot og Inverness til at vinde det engelske mesterskab på Old Trafford, og han er ikke ene om at have arbejdet sig til toppen fra bunden af bjerget.

 

Af de nuværende bærende spillere i Leicester har anfører Wes Morgan, den nye superstjerne Jamie Vardy, den nybagte engelske landsholdsspiller Danny Drinkwater, wingbacken Jeff Schlupp og midtbanespillerne Andy King og Matty James spillet i The Championship med Leicester, og som tidligere talenter i Manchester Uniteds ungdomsafdeling bliver søndag også speciel for Drinkwater, James og deres backkollega Danny Simpson, der aldrig kom i nærheden af at slå igennem på Old Trafford.

 

Deres boss er den venlige italiener Claudio Ranieri, der senest fejlede spektakulært med græske nederlag til Færøerne, Rumænien og Nordirland, og som trods sin perlerække af store klubber aldrig har vundet noget vildere end pokalturneringerne i Spanien og Italien og næstbedste række i Frankrig og Italien.

 

Tilføj uspektakulære spillere som Marc Albrighton, Shinji Okazaki og Danny Simpson samt to spektakulært billige klassespillere i form af Riyad Mahrez og N’Golo Kanté, så har du opskriften på det helt usandsynlige mesterhold, der fik Gary Lineker til at love at optræde i live-tv i sine underbukser, og som fanger de millioner af fans, der gerne vil se andre end de allerrigeste klubber i verden løbe med de største titler.

 

Det er så befriende, at man kan vinde Premier League på en bundsolid defensiv og uhyggelig giftig kontrafodbold, og i en fodboldrække med klubber ejet af nationalstater og nogle af verdens rigeste mænd kan man dårligt holde det mod fodboldholdet, at klubejer Vichai Srivaddhanaprabha har finansieret opturen med penge tjent via gode forbindelser til en korrupt politisk elite og et antidemokratisk kongehus i Thailand.

 

I næste sæson kan jeg ikke forestille mig andet, end at Pep Guardiola, Antonio Conte, Jürgen Klopp og dem, der sidder på pengepungen i Arsenal og Manchester United, køber Premier League-titlen tilbage fra pøblen i Leicester via en vild sommer på transfermarkedet.

 

Men den nuværende, enestående succes kan ingen tage fra Schmeichel, Ranieri og Leicester, og det er rart at vide, at fodbold også i en skævvreden fodboldverden anno 2016 kan overraske.