Når West Brom-Sunderland slår OB-SønderjyskE
Generelle

Når West Brom-Sunderland slår OB-SønderjyskE

Prisen for Premier League-rettighederne kan ende med at blive en direkte trussel mod Superligaen.

Det norske medie Kampanje bragte i denne uge en medrivende historie om budkrigen mellem Norsk TV2 og Discovery om rettighederne til at vise Premier League i Norge.
 
Med Premier Leagues administrerende direktør Richard Scudamore ved bordenden blev de to medieselskaber angiveligt sendt ud i en budkrig, hvor de til sidst fik to timer til at komme med et endeligt bud på rettighederne.
 
Ifølge Kampanje endte TV2 Norge med at købe rettighederne til tre års tv-bold fra Premier League for knap 1,5 milliarder danske kroner.
Også i Danmark røg prisen på Premier League voldsomt i vejret i kampen mellem MTG/Viasat og Discovery.
 
Aftalen er endnu et signal til Superligaen om, hvor hård konkurrence man er i om danskernes gunst.  
 
MTG/Viasat køber ikke rettighederne til en stærkt opskruet pris for morskabens skyld – det gør selskabet, fordi Premier League tilsyneladende er mindst lige så meget værd at vise for danskerne, som Superligaen er. 
 
Ligesom det allerede er sket i Asien, truer Premier League med at gøre nationale ligaer som Superligaen sekundære for landets fodboldinteresserede – hvis Superliga-klubberne ikke allerede har en fælles plan for at lokke flere tilskuere på stadion og foran tv-skærmen, er det på høje tid at få lavet en.