Laudrups Qatar-chance
Foto: Polfoto
Generelle

Laudrups Qatar-chance

Qatar Stars League vækker ikke megen genklang i Danmark, men nogle af fodboldelitens vigtigste personer og organisationer ejer klubber i Qatars bedste fodboldrække og har hovedkvarter i samme by, som Michael Laudrup arbejder i.

Bragt i Tipsbladet 13. februar

I dagens udgave af Tipsbladet kan du læse historien om de enorme milliardinvesteringer, Qatar og Abu Dhabi har foretaget i fire af Europas største klubber, og hvordan de to Golfstater satser på fodbold som et økonomisk og storpolitisk redskab, der blandt andet skal sikre Qatar mod potentielt fjendtlige naboer med store væbnede styrker.

I ugen der gik blev Michael Laudrup sat i forbindelse med Queens Park Rangers og et landstrænerjob i Japan. Det giver mening, når Laudrup arbejder i en relativt lille liga sammenlignet med de scener, han tidligere har optrådt på. Men det giver også fin mening for Laudrup at blive, hvor han er.

I ligaen, den danske træner arbejder i, er ejerne virkelig noget ved musikken i erhvervslivet. En er bestyrelsesformand for tv-selskabet Al Jazeera, der høvler milliarder i tv-rettigheder på fodbold kloden rundt. En anden er bestyrelsesformand for Qatars VM-komite. Adskillige af ejerne er fra kongefamilien. Og Laudrups chef i Lekhwiya ejer Malaga CF i La Liga. Inde i centrum af Doha, byen hvor Laudrup arbejder, ligger Qatar Sports Investments, der ejer Paris Saint-Germain og er arkitekten bag en sponsoraftale med FC Barcelona i milliardklassen.

Som Ekstra Bladet også har rapporteret, er det ingen dum ide at vise sig frem i et land med en så stor koncentration af topfigurer i klubfodbold. Der er rygter om et nyt Qatar-klubkøb, denne gang i Premier League. Det skader i hvert fald ikke at spille sæsonen færdig i Qatar, nu hvor Lekhwiya ligger nummer et og om 11 dage skal på det enorme Azadi Stadium i Teheran for at tage hul på gruppespillet i den asiatiske Champions League mod den iranske storklub Persepolis.