Lad pigerne og drengene drible
Illustration
Generelle

Lad pigerne og drengene drible

Pione Sisto er kåret til Efterårets Profil i Superligaen. Talentet viste som helt ung store talenter for at drible og gjorde, selv om trænerne og holdkammeraterne måske til tider var træt af det.

Hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, har FC Midtjylland haft et fantastisk efterår med 40 point i 16 kampe, og 19-årige Pione Sisto er om nogen eksponent for de individuelle, offensive kvaliteter, som Superligaens tophold har til overflod på midtbanen og i angrebet.

Det kaster i dag en kåring som Efterårets Profil af sig til Pione Sisto, og de 12 Superliga-trænere, der traditionen tro har stemt i Tipsbladets kåring, har alle haft Pione Sisto i deres top 3.

Jeg og redaktionen er ikke overrasket, for selvom man sagtens kan forsvare at stemme på andre spillere i FC Midtjylland, kan Pione Sisto noget, som i den grad er savnet i dansk klubfodbold.

For et år siden var det Kasper Kusk, Superliga-trænerne pegede på, og med Sisto har Superligaen fået en endnu mere markant dribler, som ikke er nær så poleret som den fire år ældre Kusk, men som man til gengæld kan få et gennembrud i en af Europas store ligaer i en tidligere alder end den lidt mere spinkle nordjyde.

Sisto kan stadig falde ud af kampene i perioder, som han gjorde i mandags hjemme mod FC Vestsjælland, men han er kommet meget langt på de to år, der er gået siden hans Superliga-debut, og FC Midtjyllands trænere har ikke længere betænkeligheder ved at spille med Sisto mod de dygtige modstandere, fordi han efter intens træning fylder mere defensivt, end da han kom op på førsteholdet som ynglingespiller.

Hvis FC Midtjylland forsvarer den lige nu suveræne førsteplads sæsonen ud, skal der nok et særdeles stort tilbud til, før jydernes engelske bagmand Matthew Benham vil slippe en spiller med driblefærdigheder og gode, kølige afslutninger. Benham kan sagtens finde på at hælde endnu flere penge i sit danske tophold til foråret, og så vil man givetvis holde på en så sjælden spiller som Sisto. Så er udsigten til et dansk mesterskab og kvalifikationskampe til Champions League trods alt mere tillokkende end en særdeles krævende bundkamp i Hamborg, hvor rigtig meget kan gå galt for en ung dansker.

Sistos succes og Kusks for et år siden understreger en vigtig pointe – nemlig at børn og unge med et offensivt potentiale skal have plads til at udfolde det.

I et interview med Viasat fortæller Sistos ungdomstræner om, hvordan kantspilleren var ved at drive sine holdkammerater og deres forældre til vanvid, fordi han hele tiden driblede i stedet for at aflevere bolden. Trænerne gav ham lov til at drible og selv indse, at det nogle gange er smartere at give læderet væk frivilligt, selvom det passer voldsomt dårligt overens med vores i øvrigt på mange områder særdeles konstruktive og frugtbare demokratiske, kollektive indstilling til livet i evores moderne velfærdssamfund.

Hvis Pione Sisto ikke havde fået lov til at drible, indtil han dejsede om, havde han næppe været en spiller, som får Morten Olsen til at holde aktivt øje med hvor langt en teenagers ansøgning om dansk statsborgerskab er kommet. 

Så kære trænere og forældre: Lad de dygtigste piger og drenge drible, indtil de ikke orker mere – deres holdkammerater skal nok fortælle den store egoist, når han eller hun burde have afleveret i stedet for at forsøge at afdrible modstander nummer fem.