Hvad vil vi, Danmark?

Søndag åbner Danmark hjemme i Parken mod holdets ”gode” venner fra sidste juni, Henrykh Mkhitaryan og den gamle Randers-spiller Yura Movsisyan, to fremragende spillere der har knoklet som bæster for at dertil, hvor de er i dag. 

De fleste fodboldkampe er vigtige for de involverede, men søndag er alligevel noget særligt for Morten Olsen og dennes udvalgte. For første gang siden de allertidligste dage i 2000-2002 har landstræneren fået nye chefer i DBU, og de nye bosser Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer kræver forandringer.

Det er nemt at gøre grin med de værdier, Morten Olsen introducerede til landsholdsudtagelsen i sidste uge, det kan ikke undgå at se pompøst ud på skrift. Men ideen er god, hvis det er noget, som landsholdsspillerne og trænerne kan holde hinanden ansvarlige på, og det er det rigtige signal i en organisation, hvor mange arbejdsopgaver og beslutninger er blevet til, ”fordi vi plejer at gøre sådan”.

Det vil i det hele taget være sundt med et tjek af, hvor dansk fodbold vil hen og hvordan, et tjek der passende kan følge i efterdønningerne fra den konflikt mellem klubber og spillere, der nær havde torpederet en i forvejen presset Superliga.

Ude i Europa sker der meget med topholdene og uddannelsen af børn og unge, der vil være professionelle fodboldspillere. Blandt andet i Serbien, som vi skal møde i EM-kvalen, og i Portugal, hvor klubberne er dygtige til at finde et hav af talentfulde teenagere i ind- såvel som udlandet. I de seneste årtier har vores fodboldspil i Danmark levet af at udnytte vores relativt få ressourcer smartere end større lande med langt flere spillere og større virksomheder til at skyde penge ind. Men nu er forspringet ved at være indhentet, ja mange lande er også ved at overhale Danmark.

Vi skal træffe et valg.

Vil vi træne børn systematisk fra de er otte-ti år og samle dem i eliteklubber fra det tidspunkt? 

Skal ressourcerne prioriteres benhamrende hårdt, så spillere og sponsorer samler sig om endnu færre topklubber og giver større ulighed?

Mange, muligvis et flertal, vil sige nej og pege på Tyskland som et forbillede, hvor ligheden har givet en meget stærk fodboldliga med hold under Bayern München og Borussia Dortmund, der er ved at vokse sig særdeles stærke. Men Danmark er ikke Tyskland, og i Tyskland, i Holland, i Kroatien og Serbien, ja snart sagt alle andre steder end i de små fodboldnationer og i de skandinaviske velfærdsstater træner man mere fokuseret, i længere tid og i en yngre alder end herhjemme.

Så hvad vil vi?

Jeg er ikke skræmt af elitetræning til børn eller af mere træning til topspillere in spe. 

De fleste kan holde til meget mere, end deres far og mor tror, og jeg fornemmer, at de fleste, der blev sorteret fra i elitesport som børn, teenagere eller i ungsenior-årene, går fra topsport med venskaber for livet og fede oplevelser, uanset at de ikke kom på kontrakt. Der er ingen, der siger, at man ikke kan behandle hinanden ordentligt i et elitemiljø.

Jeg kan godt lide at se de største danske hold blive presset til grænsen og lidt ekstra imod store hold i Champions League og Europa League, og det er også fedt at se landsholdet til slutrunder. Skal jeg vælge, og det skal jeg, så skal eliten have bedre betingelser og større krav. Det kan eliten sagtens få uden at gøre skade på bredden. For mig går charmen meget hurtigt af en liga som den svenske, hvor alle kan vinde. Jeg siger ikke, at FCK og Brøndby skal vinde alt, tværtimod må AaB og FC Midtjylland gerne blive stærke nok til år efter år at ligge i toppen, og OB og AGF må også gerne komme ud af Tornerose-søvnen.

Det er herligt at få Daniel Agger til Superligaen. Den slags ambitioner skal dansk fodbold have flere af, og DBU, klubberne og spillerne kunne passende sætte sig sammen og finde ud af, hvad de vil, nu hvor en konflikt blev undgået. Det har de tre parter ikke været gode til de seneste måneder, og hvis de vil slippe for en ny tur op ad den europæiske rangliste igen og ikke bekymrer sig så meget om EM- og VM-slutrunder, skal de bare blive ved med at være uvenner.