Guide: Skal du sige ja til million-transferen?

Når champagnepropperne er samlet op fra gulvet og resterne fra festmenuen spist, er det traditionen tro rygtetid. For i begyndelsen af januar åbner transfervinduet igen, og mens du læser disse linjer, er Superliga-trænere og direktører ved at lægge de sidste tal og ord ind i transferplanerne for januar, hvor det rette eller forkerte køb/salg kan gøre en afgørende forskel i de sidste 16 runder.

I dagens udgave af Tipsbladet har vi besøgt Casper Sloth, der efter en fin start i Leeds United slås med at få nok spilletid. 

Det er ikke nogen ny historie, at Superliga-profiler har svært ved at blive fast mand i udlandet, og det er ved nærmere eftertanke heller ikke så mystisk eller dårligt, at det er svært at komme på holdet i større ligaer med dygtigere med- og modstandere.

Så hvem skal sige ja eller nej, når de udenlandske klubber kommer om to uger med tilbud på unge profiler som Pione Sisto, Nikolaj Thomsen, Henrik Dalsgaard, Rasmus Falk, Anders Christiansen, Mads Hvilsom og Sylvester Igboun? 

Jeg har strikket en mini-guide sammen til, hvad der tæller for og imod et skifte til udlandet – kom selv med flere forslag på Facebook og Twitter.

For: En stabil midter- eller topklub byder på dig

Der skal være en klar plan for dig og en plads på holdet inden for en overskuelig fremtid. Spillere som Mads Albæk, Jannik Vestergaard, Winston Reid og Lucas Andersen tog ikke de allerstørste klubber, der bød på dem. Til gengæld kom de til klubber, hvor der var en realistisk chance for, at de kunne spille sig på holdet, og hvor det ikke kun var en enkelt sportsdirektør eller træner, der ville have dem. 

For: Du er en ældre spiller og får tilbudt en stor kontrakt eller kontrakt i en storklub 

Hvis vi lige ser bort fra det med ældre spiller, forstår jeg til fulde, at Pierre-Emile Højbjerg valgte Bayern München. Nej, det ser ikke ud til, at han bliver fast mand der, men han har trænet i ideelle omstændigheder og kommer sandsynligvis videre til en fin klub i en af Europas fem største ligaer. Ellers: Hvis du er ved at være oppe i alderen og kan tjene millioner på at skifte til udlandet, skal du da gøre det. Det er ingen skam at sikre sig økonomisk så langt ind i fodbold-pensionen som muligt

For: Det er ok med dig, når der er kogt ris i stedet for pasta i frokostbuffeten

Hvis der er et fællestræk ved det at skifte til en udenlandsk klub, er det at du skal have den mentale styrke til, at tingene er anderledes. Det lyder banalt, men samtlige spillere, der er skiftet til udlandet – også dem der kommer hjem igen hurtigt – understreger, at du skal tilpasse dig og reagere konstruktivt, når noget er markant anderledes end det, du var vant til hjemme i pæne, ordentlige Danmark. 

Imod: Træneren/ejeren/sportsdirektøren ved ikke noget om dig 

Det kan være svært at tjekke, men det er ikke nok at overlade researchen til din agent. Hvis træneren ikke kan dit navn eller taler om din strålende fremtid som defensiv midtbanespiller, selvom du har spillet angreb hele karrieren, skal du sige nej.

Imod: Økonomisk usikkerhed 

Igen skal du gøre din research ordentligt. 

Det er ikke nok at sige, at det må din agent sørge for. 

Sæt dig ned, læs artikler om klubben på nettet og brug Google Translate eller find en ven eller bankrådgiver, der kender det pågældende land. For eksempel skal du vide, at det er hamrende usikkert i dag at tage til Grækenland eller Rusland, uanset at du ikke har læst en avis eller set tv-nyheder siden sjette klasse. 

Imod: Du har brug for trænerens input 

Hvis du kommer til en større liga, kan det være, at træneren knapt taler til dig. Afstanden mellem lederen og den menige medarbejder er for mange danskere enorm, når de skal arbejde i udlandet, så du skal selv være i stand til at læse situationer og det, som træneren har brug for fra dig. Lyt og tag initiativ – kan du ikke det, er det måske bedre at blive hjemme, og det er du i din gode ret til, for det er din karriere – ikke vores.