FCN-takeover: Følg pengene
Foto: Melissa Hjerrild / Polfoto
Generelle

FCN-takeover: Følg pengene

Er det overhovedet nogen god ting for dansk fodbold, at FC Nordsjælland er blevet overtaget af udenlandske investorer?

Han var selv en af de største kreditorer, bedyrede Allan K. Pedersen  i forbindelse med sagen om FC Nordsjælland, der få måneder før en konkurs i finanskrisens værste måneder blev solgt ud af FCN-ejerens holding-selskab.
 
Det var en påfaldende handel, der siden var genstand for en årelang retssag, og i foråret i år blev AKP dømt til at betale yderligere ti millioner kroner oveni de 500.000 kroner, AKP ifølge kuratoren havde købt FC Nordsjælland fri for (et beløb, AKP bestrider).
 
Hvad er en fodboldklub egentlig værd?
 
Det er svært at svare på, for de giver som oftest underskud og lever for at vinde fodboldkampe, ikke for at tjene penge, uanset hvad klubbernes 
direktører og bestyrelser prøve at bilde offentligheden og aktionærerne ind.
 
I denne uge viste det sig, at FC Nordsjælland var mere end 10 millioner kroner værd.
 
Allan K. Pedersen har i interview antydet, at prisen nærmer sig 100 millioner kroner for hans 97,41 procent af aktierne i FC Nordsjælland,og det skal i de kommende uger og måneder blive særdeles interessant at se, hvad den amerikansk/britiske investorgruppe har med af midler og  ideer ud over pengene til at købe klubben og et netværk af forbindelser og spillere gennem den nye FC Nordsjælland-direktør Tom Vernons Right To Dream-akademi, der har hovedsæde i Ghana.
 
Det er i den grad værd at bemærke, at føromtalte, store millionbeløb tilfalder Allan K. Pedersen, ikke FC Nordsjælland. Og at vi endnu ikke kender identiteten på investorerne. Det er højst usædvanligt, at vi ikke kender ejerne af en Superliga-klub og bestemt ikke et opmuntrende tegn.
 
I forrige uge efterlyste jeg mere viden om Vernon-gruppens intentioner, da den var på vej ind i Randers FC. Det lignede et dårligt match med en ultralokal klub som Randers FC, og det mener jeg fortsat, det var.
 
Som vi skrev i samme udgave af Tipsbladet i et interview med FC Nordsjællands Jan Laursen, har FCN fra at leve af de lokale klubbers 19-21-årige spillere fået stablet et solidt talentarbejde på benene.
 
Men det er på ingen måde givet, at FC Nordsjælland kan leve op til  tirsdagens ord om at blive førende på talentudvikling i Danmark og Skandinavien. Det samme vil Brøndby IF og FC Midtjylland, og de har hidtil brugt mere end dobbelt så mange penge på at uddanne unge spillere som FCN.
 
AaB viser, man kan ramme gode årgange uden at bruge mere end en håndfuld millioner på talenter årligt – men det er altså ikke halvdelen af Superligaens klubber, der samtidig kan være klar nummer et i talentudviklingens kunst.
 
Har de nye investorer pengene?
 
Der skal mange til for at komme helt i toppen af dansk fodbold – FC Midtjyllands ejer Matthew Benham har banket et trecifret millionbeløb afsted på 18 måneder.
 
Det lyder bestemt ikke til, at den nye investorgruppe kommer i nærheden af at bruge de beløb i Farum– og fred være med det, for ligger man lige ved siden af FCK og Brøndby, skal der endnu mere til for at købe om kap med de to store.
 
Så er vi tilbage ved ideerne.
 
Kasper Hjulmand er ny – gammel – cheftræner, der er gode, unge spillere på vej, og vi kommer til at holde tæt øje med Right to Dream-akademister, som et af de utallige rygter omkring Randers FC-overtagelsen sagde var del af planen.
 
Der er intet i vejen med udenlandske klubejere – men før jublen bryder ud over det ganske fodboldland er det værd at se, hvor mange penge der skal bruges på fodboldklubben, og hvilke nye ideer der skal blive til konkrete succeser i en fodboldklub, der har gjort mange ting rigtigt de  seneste ti år.