Danmark skal overveje nej til VM 2022 i Qatar
Foto: Polfoto
Generelle

Danmark skal overveje nej til VM 2022 i Qatar

Jeg siger nej til at sende det danske landshold til VM i Qatar, med mindre der sker markante forbedringer i forhold til demokrati og menneskerettigheder.

I disse dage spiller Qatar med ved Asian Cup i Australien, og hjemme i Qatar begynder herre-VM i håndbold. I horisonten lurer et fodbold-VM i 2022, hvor byggerierne er gået i gang.

Jeg vil råbe så højt som overhovedet muligt, at Qatars projekt ikke handler om sport. Kort fortalt forsøger Qatar at positionere sig som hele verdens sportscentrum, så en politisk ustabil nabostat ikke om nogle år bliver fristet til at besætte det lille lands ekstremt store gas-felter. Det er Qatar i sin gode ret til, men som blandt andre The Guardian, Tipsbladet og Ekstra Bladet har beskrevet gennem flere år, har satsningen store menneskelige omkostninger.

85 procent af indbyggerne i staten Qatar er migrantarbejdere, primært fra fattige lande i Asien og Mellemøsten. Juridisk er gæstearbejderne de facto deres arbejdsgiveres ejendom, og dermed befinder de sig i Qatar på arbejdsgiverens nåde. Alt for mange dør i arbejdsulykker eller bliver mishandlet, mens andre bliver snydt for betaling og udnyttet af kyniske mellemmænd, der rekrutterede dem i deres hjemland. 

I efteråret har nordkoreanske arbejdere slidt på prestigebydelen Lusail i Qatars hovedstad Doha. Her skal hovedarenaen ved VM 2022 ligge. Husk det, når der åbningsceremoni til VM i fodbold.

Qatar er et diktatur i ordets egentlige forstand, hvor magten ligger hos kongefamilien og en snæver elite. Amnesty International siger, at Danmark skal engagere sig og bruge VM 2022 og de andre slutrunder til at stille skarpt fokus på Qatar, der i det små er ved at reformere sit samfund i demokratisk retning. Hvis DBU, DHF og vi danskere mener det med, at sport for os udspringer af bredden og spiller en rolle i vores stærke demokrati, skal vi også stille de barske spørgsmål og overveje vores deltagelse, når en udemokratisk stat vil bruge sportsstjerner til egen politisk vindings skyld på bekostning af sin egen befolkning og fattige mennesker, man har importeret som billig arbejdskraft.

Hvis der ikke sker fundamentale forbedringer meget hurtigt, skal DBU og den danske regering alvorligt overveje, om vi skal have det danske fodboldlandshold til at lave politisk PR for en udemokratisk stat ved at deltage i VM 2022.