Da jordforbindelsen røg på Anfield

Man kan næsten smage historien på steder som Maracaña, La Bombonera, Estádio da Luz og Wembley. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at man hører, lugter og ser noget af det samme, som Pelé, Diego Maradona, Eusebio og Bobby Moore gjorde, da de blev ikoner.

 

Jeg forestiller mig, at det samme følelse at være på Anfield.

 

Det var her, Souness, Rush, Dalglish i firserne trodsede resten af Storbritannien og ikke mindst Thatcher-regeringen, der i deres stille sind (og hemmelige, sidenhen offentliggjorte dokumenter) helst så arbejderbyen Liverpool lukket, så man slap for dens genstridige indbyggere.Liverpool er kulmine-arbejderne, Liverpool er Beatles og hvad deres musik siden betød for popmusikken, og Liverpool er LFC og Anfield, et stadig hvor man stadig synger i modsætning til mange arenaer i England, der er blevet for de tavse og for selfie-generationerne (jer i 50’erne og 60’erne skal ikke sige jer fri for den vane).

 

De meget omtalte 77 pund (740 kroner), et fåtal af billetterne til de bedste pladser i de seks mest attraktive kampe i 2016/2017-sæsonen vil koste, er ikke det, det handler om. Liverpool-ejer John W. Henry og hans folk i Fenway Sports Group vil det givetvis godt.

 

I modsætning til Glazers blev Henry og Fenway modtaget som helte, da de i 2010 købte klubben af landsmændene George Gillett og Tim Hicks og få måneder senere viste initiativ ved at købe Luis Suárez og Andy Carroll på samme aften, de solgte en udbrændt Fernando Torres til Chelsea for 50 millioner pund.

 

Henry og Fenway har ikke belånt Liverpool FC, som Glazers gjorde, og Liverpool-ejerne gør sig givetvis ingen illusioner om, at et par millioner ekstra pund om året via forhøjede billetpriser indhenter det økonomiske forspring, Manchester United og Arsenal har – der skal et nyt stadion til.

 

Det gode udgangspunkt taget i betragtning er det skuffende, at John Henry og Fenway Sports Group har formået at lægge sig så meget ud med deres vigtigste interessenter, fansene.

 

Selveste Jamie Carragher udvandrede sammen med 10.000 andre i sidste weekend i 77. minut af kampen mod Sunderland, som i øvrigt gik fra 0-2 til 2-2 i takt med, at tilskuerne og opbakningen forsvandt. Carragher fortalte i en fin klumme i Daily Mail om sine motiver. 77 pund er intet for en tidligere Premier League-spiller som Jamie 

Carragher, men som klublegenden sagde det, er det et stort beløb i en by som Liverpool.

 

”Klubben siger, at man for de 77 pund får den bedste plads på den nyeste tribune i landet, men hvorfor skal det være forbeholdt eliten? Hvorfor 

skal en normal, arbejdende mand ikke have muligheden for at sidde der?  Det er ikke fair,” skrev Carragher i sit indlæg.

 

Jeg forstår udmærket de mange mindre klubber, der skal slås for hver en krone. De kan ikke tillade sig andet end at tage så meget som muligt for deres varer, uanset om det er tilskuerpladser eller spillere på markedet.

 

Men en global force som Liverpool torpederer sit eget rygte, når ejerne tror, at prisen på de dyre pladser uden videre kan skrues op, som de er blevet på Boston Red Sox’ hjemmebane Fenway Park eller de 17-20 søndage om året, hvor NFL-billetter rask væk bliver handlet til adskillige tusinde kroner stykket.

 

Det er ikke de relativt få ekstra pund og kroner værd at lægge sig ud med en stor del af fansene og de neutrale fodboldinteresserede. Og kalkulen bliver helt dum for klubberne, når man tager stemningen i betragtning.

 

Prøv at se en fodboldkamp på tv uden lyd – det er livsfarligt for de store klubber og ligaer at undervurdere, hvor meget stadionoplevelsen betyder for deres produkt, hvis vi nu skal omtale fodboldspillet på den måde. Onsdag aften, længe efter skaden var sket, trak John Henry og hans forretningspartnere i land igen og fryser priserne i de to kommende 

sæsoner.

 

Jeg håber, klubberne tager ved lære, og at de i Premier Leagues konkrete tilfælde gør noget aktivt – og kollektivt – for at lægge loft på billetpriserne.

 

Superliga-klubberne kan passende tage ved lære at Liverpools fejl her med to uger til forårspremieren passende tage til sig. En fornyet kollektiv indsats for at fortælle danskerne, at det er fedt at se fodbold på stadion, også selvom vi ikke har Neymar eller Agüero løbende på en jysk græsplæne, ville set fra denne chefredaktør-stol ikke være 

nogen sløj ide.