Brøndbys modige 90’er-retro stiller store krav
Foto: Brondby.com
Generelle

Brøndbys modige 90’er-retro stiller store krav

Processen med at implementere den nye spillestil under Alexander Zorniger bliver lang og hård for Brøndby IF

I ugen, hvor FC København (inklusiv KB-tiden) overgik Brøndby IF på antal danske mesterskaber, valgte Brøndby IF at gå tilbage til rødderne fra klubbens første og mest succesrige årtier som lokomotiv for dansk fodbold ved at ansætte tyske Alexander Zorniger som cheftræner.
 
Kulturelt klæder det klubben, at aggressivt presspil igen bliver den styrende filosofi for førsteholdet.
 
For mig at se betyder stilen ikke, at uddannelsen af teknisk dygtige spillere i ungdomsafdelingen har været forgæves, tværtimod kan man på klubbens vegne håbe, at overgangen fra talent til voksen Superliga-spiller bliver lettere med et mere driftsikkert koncept.
 
Det er så samtidig det store men, for har Brøndby IF førsteholdet til at spille Zornigers ekstremt aggressive presspil?
 
Uden flere transfervinduer i træk med stor aktivitet er svaret sandsynligvis nej.
 
Det har klubben delvist taget højde for ved at droppe gulddrømmene i den overskuelige fremtid, og hvis Daniel Agger og Martin Ørnskov slutter sig til Johan Elmander og stopper til sommer sammen med et par salg, bør Troels Bech have råderum til at hente en lille håndfuld spillere, der passer til konceptet.
 
Men Stuttgarts katastrofale resultater under Zorniger sidste efterår skræmmer – det er en af Tysklands største klubber, Zorniger med sine beslutninger var med til at sende i 2. Bundesliga. 
Så galt kan det umuligt gå i Brøndby IF, men tilvænningen til en ny spillestil bliver lang og hård.
 
Andre trænere uddannet i Red Bull-fodboldimperiets ekstremt offensive fodboldfilosofi er enten blevet fyret eller har været lige på afgrunden, som Roger Schmidt i Leverkusen, fordi tilgangen til den offensive spillestil og det høje pres er så dogmatisk.
 
Tanken bag er rigtig og i tråd med Brøndbys rødder, men der skal træffes mindst lige så mange rigtige beslutninger i valget af spillere som i de glade firsere og halvfemsere, hvis det nye projekt på sigt skal give trofæer.
 
Og det må på sigt stadig været såvel målet som kravet for Brøndby IF, der ikke kan tillade FC København at få frit som den dominerende force i dansk klubfodbold.