Simon Søndergård, FK Viborg U17: Konkurrencen er hård
Generelle

Simon Søndergård, FK Viborg U17: Konkurrencen er hård

Vi har fanget Simon Søndergård, centerforsvarer på FK Viborgs U17 Divisions-hold, til en kort snak om holdets forventninger til sæsonen, de største konkurrenter og hans egne mål for sæsonen.

Simon og FK Viborg har lagt flot fra land med to sejre på henholdsvis 2-1 over AC Horsens hjemme i Viborg og hele 6-1 over Svendborg på udebane. Det gør FK Viborg til divisionens førende hold efter to kampe.

 

I FK Viborgs midterforsvar finder man Simon Søndergård. Som U12-spiller begyndte han at spille i FK Viborg, og her har han spillet siden. Simon spiller i år sin første sæson for divisionsholdet efter en succesfuld sæson med klubbens U15-hold, som både sejrede i det Jyske Mesterskab og i den landsdækkende pokalturnering i den bedste række.

Sidste år var Simon også med til DBU-samlinger både med og uden A-licens klubberne. Her blev han desværre sorteret fra kort inden træffet med en forklaring om, at han manglede lidt kvaliteter med bolden.

 

Tonsser: Har du lyst til at sætte nogle ord på, hvad jeres målsætning er til sæsonen?

 

Simon: Jamen vi forventer en rigtig svær og hård sæson. Vi er rigtig mange førsteårs på holdet, altså spillere fra årgang 00, så vi kommer til at blive matchet rigtig hårdt. Vi håber dog helt sikkert på at kunne spille med i toppen. Det vigtigste bliver dog stadig, at vi spiller for spiller kommer til at lære og udvikle os en masse. Jeg synes, at vi har et rigtig stærkt hold med gode spillere på alle pladser, så konkurrencen er rigtig hård, hvilket jeg også tror kommer til at gavne os som spillere. Men det fysiske aspekt kan måske blive et problem i nogle kampe.

 

Tonsser: Hvem synes I på holdet, er favoritterne til de øverste placeringer i rækken?

 

Simon: Jeg har svært ved at udpege favoritter til at ende i toppen, for jeg tror, der er rigtig mange gode hold, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har det store kendskab til de andre hold i rækken. Men jeg forventer, at det bliver en række, hvor alle kan slå alle, og om det så er Horsens eller Roskilde vi slår, gør ikke så meget.

Jeg glæder mig dog til at møde nogle nye hold. Jeg kommer fra U15 rækken, hvor man kun spillede mod hold fra den vestlige del af Danmark, så det bliver sjovt at skulle møde hold fra Sjælland.

 

Tonsser: Hvad er dine egne personlige mål for sæsonen?

 

Simon: Mit personlige mål er som første års spiller at få så mange minutter på U17 plan som overhovedet muligt. Det handler for mig om at kunne udvikle mig som spiller, og det gør jeg bedst, hvis jeg spiller på U17 holdet. Men jeg må også erkende, at der i vores trup er utrolig mange dygtige spillere, så man skal virkelige oppe sig, hvis man skal på holdet.

Se Simons Tonsser-profil og følg hans sæson her: http://tonsser.com/simon-sondergard