Blog: Hobros åndsarrogance

Bragt i Tipsbladet 1. maj
I min barndom drev min morfar en ostebutik i det centrale Hobro. Til trods for at forretningen var kendt for byens bedste service, var det - selv for en lille dreng - tydeligt, at det var hårdt arbejde, hvor min morfar dårligt havde tid til andet end ost. Og når vi havde besøgt hans butik på vej til min mormor og morfars hjem i Randers, var det mere reglen end undtagelsen, at kan kom så sent hjem, at vi børn først så ham den næste dag. 

 

Nu er både min morfar og ostebutikken blot et kært minde, men havde den stadig eksisteret, kunne den måske beskæftige en eller to spillere fra Hobro IK’s så succesfulde fodboldhold. I hvert fald er det meget vigtigt for klubben, at deres spillere har et arbejde eller et studie ved siden af deres fodbold. Faktisk så vigtigt at der nu er store kvaler i klubben om den næste sæson, hvor man frygter, at klubbens kongstanke om halv-professionalisme - eller semi-amatørisme om man vil - kan blive truet af endnu en sæson i Alka Superligaen, hvor de eksterne omgivelser presser på for bedre og dermed dyrere spillere - og internt, hvor de nuværende medarbejdere selv presser på for bedre vilkår. 

 

Det kunne man for nylig læse om her i Tipsbladet, hvor sportschefen (og skolelæreren) Jens Hammer Sørensen udtrykte stor bekymring for klubbens kongstanke og filosofi:

 

 ”Det er mine tanker om det hele menneske, der er vigtige, og jeg vil nødigt gå på kompromis med dem. Det er så vigtigt, at spillerne har mulighed for at gå på arbejde eller studere ved siden af, for der er andet i livet end fodbold”, sagde Jens Hammer Sørensen og brugte dermed endnu engang formuleringen om at være “det hele menneske”, hvad det så end betyder. For hvad er det, Hobro mener? Kan man ikke være et helt menneske, hvis man kun har fodbolden som sit job? Er man kun et halvt menneske, hvis man er fodboldspiller og ikke tjener penge på andet ved siden af? 

 

Det virker næsten sådan, når man læser artiklen i Tipsbladet og har fulgt Hobros sæson, hvor klubben igen og igen har understreget betydningen af “det hele menneske” i den fyldige og nogle gange beundrende dækning, der har fulgt klubben siden den flotte oprykning til Alka Superligaen.

 

Fra den dækning og de utallige udtalelser om emnet fra sportschefen (og skolelæreren) er det svært at forstå andet, end at det hele menneske står i modsætning til en tilværelse som professionel fodboldspiller. Men det er, med al respekt for det hårde arbejde Hobro gør, næsten en form for åndsarrogance, hvor man menneskeligt, værdimæssigt og filosofisk gør sig bedre end resten af klubberne i ligaen og de fem-seks klubber i 1. division, som beskæftiger deres ansatte på fuld tid. I Hobros fortælling om det hele menneske ligger det nemlig mellem linjerne, at det er dårligt at være professionel fodboldspiller, at man ikke er et ”helt menneske”, hvis man kun beskæftiger sig med fodbold. Og selv om det ikke er Hobros intention - det vil nok ligge den ellers sympatiske klub fjernt - så er den ivrige afstandstagen til den professionelle tilværelse som seriøs fodboldspiller svær at opfatte som andet end arrogance og hovmod, hvor man bevidst eller ej gør sine egne værdier og sin egen tilværelse bedre end andres. 

 

Man kunne således fristes til at spørge, om alle andre mennesker med kun ét job så også har svært ved at være hele mennesker al den stund, at det er vilkårene for 95 procent af den arbejdende befolkning. Mener Hobros sportschef (og skolelærer) Jens Hammer Sørensen, at den journalist, som interviewer ham efter en kamp, ikke er et helt menneske, fordi journalisten kun har det ene arbejde? Mener sportschefen (og skolelæreren) også, at den direktør blandt hans sponsorer, der kun har et arbejde, heller ikke er et ”helt menneske”? 

 

Nej, næppe. Men hvorfor er der forskel på at beskæftige sig seriøst med fodbold som et fuldtidsjob? Bare fordi det er ens passion og hobby, er det vel dybest set stadig et arbejde som alle andre? Og har Hobro tænkt over de signaler, man sender til de mange unge mennesker, der hver dag knokler hårdt for at opfylde drømmen om at blive professionel fodboldspiller - på fuld tid vel at mærke? 

 

For ikke at tale om det signal man sender internt til de tre spillere i Hobros trup, der i øjeblikket rent faktisk er fuldtidsspillere i klubben og altså dermed ikke er ”hele mennesker”. Hvis Mikkel Beckmann eller en ung fremadstormende spiller fra ungdomstruppen med ambitioner om at blive fuldtidsprofessionel undrer sig, er det svært ikke at fortænke dem i det. 

 

Det paradoksale i Hobros filosofi om, at deres spillere helst skal lave noget andet, er også, at et job som professionel fodboldspiller vel langt bedre end mange andre professioner giver en unik mulighed for at leve en tilværelse som et helt menneske al den stund, at man for eksempel kan hente sine børn tidligere end alle os andre, at man har bedre tid om morgenen, hvor os andre dødelige knap nok når at kysse vores børn, at man har så meget fritid og frihed, at man kan læse flere bøger og se flere film end os andre, og man i det hele taget kan bruge tid på de elementer i livet, der netop gør os hele som mennesker; familien, sine omgivelser, kultur, naturen, velgørenhed, sig selv og sin egen udvikling som menneske og medborger. 

 

Så faktisk burde sportschef (og skolelærer) Jens Hammer Sørensen og Hobro IK vende deres problem 180 grader og hilse fuldtidsprofessionalismen varmt velkommen. 

For så får spilleren i Hobro da først de bedste muligheder for at blive “hele mennesker” og udforske andre dele af livet. Det er i hvert fald bedre end at arbejde i en ostebutik. Det tror jeg, selv min morfar ville mene. Men nu var han selvfølgelig også fra Randers. 

 

af Søren Højlund Carlsen 

Journalist og forfatter, Aarhus