Leder: Mens vi venter på Mourinho

I 1996 kom Arsene Wenger til Arsenal og satte helt nye standarder for fodbolden i den bedste engelske række, for pludselig blev der også fokuseret på livet udenfor kampen i forhold til for eksempel den daglige træning, diæter og alkoholindtag.

 

I 2004 var det så Jose Mourinhos tur til at flytte engelsk fodbold, da han med sit indtog i Chelsea lærte de engelske hold, at tålmodighed og en stærk defensiv kan række langt, også i Europa - selv om Sir Alex Ferguson bestemt allerede havde eksperimenteret med tanken i Manchester United men ikke gjort det lige så kynisk som Mourinho.

 

Siden da har det været småt med fodboldrelaterede revolutioner i Premier League, bedst bevist ved Leicesters fantastiske førsteplads i denne sæson med en taktik, der sat på spidsen rækker et stykke tilbage til fortiden med det fysiske centerforsvar og de lange og høje bolde frem til et par hurtige angribere.

 

Men næste sæson bliver til gengæld et overflødighedshorn af taktiske finesser og fodboldfilosofiske detaljer, når Premier League forvandler sig til trænernes Superliga.

 

Det begyndte allerede i det små med Jürgen Klopps skifte til Liverpool tilbage i oktober måned, og siden har det taget fart med først Pep Guardiolas tiltræden i Manchester City til sommer og derefter Antonio Contes nye job i Chelsea med start på samme tid som Guardiola.

 

Læg dertil den evige Wenger i Arsenal på konstant jagt efter titler med smukt og flydende spil, samt Mauricio Pochettino der i Tottenham har lært spillerne at træne to gange om dagen og fået fornemme resultater ud af det, og der tegner sig et billede af en Premier League med verdens bedste og mest nytænkende trænere.

 

Ja, vi mangler vel nærmest bare, at Swansea får held til at hente den tidligere chilenske landstræner Jorge Sampaoli til Wales, før seks af de ti bedste trænere i verden er til stede i England med de spanske toptrænere Luis Enrique og Diego Simeone og måske gamle Carlo Ancelotti, der allerede har vist klassen i det engelske og nu skal til Bayern, som de sidste navne på top 10-listen.

 

Tænk engang på presspillet, når Guardiola møder Klopp, tremands-forsvarskampen mellem Conte og Sampaoli, det smukke spil i Wenger mod Sampaoli, energislaget mellem Conte og Pochettino, og hvor mange andre kombinationer man ellers kan sætte sammen. Rent taktisk bliver det en fest for fodbold-feinschmeckere, og samtidig kan det måske også løfte England ud af den europæiske dvale og tilbage til den magtposition, som de havde i nullerne, og som den økonomiske situation også taler for, at de skal indtage.

 

Men der mangler selvfølgelig både et navn for at nå op på de 10 og en klub, for hvor er Jose Mourinho, og hvor er Manchester United?

 

Godt nok er den efterhånden 53-årige portugiser dykket en smule på trænerskalaen efter udfald i først Real Madrid og senest i Chelsea, men der er næppe nogen tvivl om, at han ville kaste sig over udfordringen i Manchester med begejstring og med en fodboldmæssig tæft, der nok hurtigt skulle få dem tilbage i Champions League-regi.

 

For det lader til at kikse for anden gang på tre år, og sker det igen til næste år, så mener The Independent at vide, at det vil ramme Uniteds sponsoraftale med Adidas i en grad, så den bliver reduceret med 30 procent, svarende til et par hundrede millioner kroner om året. Og samtidig vil det ikke blive nemmere at fastholde fan-udvidelsen mod øst og vest, hvis der ikke følger resultater med.

 

Så selv om der flere gange er blevet sagt det modsatte, vil det være en stor overraskelse, hvis Louis van Gaal fuldbyrder sin United-kontrakt med næste sæson, hvis udgangspunktet er en femte/ sjette-plads i år. Det har simpelt hen hverken været godt nok eller haft et udtryk af udvikling og samlet plan, og når rivalerne samtidig i den grad udbygger på managersiden, har United ikke råd til at blive stående i stampe - eller lave et sats med den tilhængerpopulære Ryan Giggs.

 

Derfor kunne det sagtens ende med en Mourinho i samme fodboldby som Guardiola og med ansvar for ikke kun at forsvare sig til pointene. Der skal også spilles offensivt, hvilket portugiseren dog tidligere i karrieren har vist, at han er i stand til. Og det bliver ikke sværere, hvis Zlatan Ibrahimovic vælger at lukke karrieren med en tur i Premier League og et gensyn med den manager, han arbejdede så godt sammen med i Inter.

 

På den måde er trænernes drømmehold sat i form af nogle af de bedste i fodboldverdenen, så hvor denne sæson har været noget for fodboldromantikerne med Leicesters legendariske løft mod toppen, så bliver næste sæson et studie i taktik og filosofi, hvilket tegner utroligt spændende. Specielt hvis Manchester United tager det på mange måder oplagte skridt og giver chefjobbet til Jose Mourinho.