Det lugter af OB-guld

»Det kan godt gå hen og blive en lang vinter for alle med stribede sympatier. For det er fuldstændig indlysende, at OB's guldhåb står og falder med transfervinduets udfald.«

Hvordan lugter guld?

Et aktuelt bud kunne være en kombination af brunsvigere, Albani-pils og rygeost.

Sikkert er det i hvert fald, at himlen over Odense antager et særligt gyldent skær for tiden. Det er ikke til at komme udenom. Det lugter lidt af guld i OB.

Det er der som sådan ikke noget nyt i. Guld-potentialet har været indlysende ganske længe og allerede inden sæsonstart pegede alle på fynboerne som solide mesterskabskandidater.

OB har ikke skuffet. Holdet har levet op til forventningerne og i tilgift føjet nye styrker til og aflivet gamle svagheder. Væk er den dårlige vane med altid at tabe til de andre tophold. Endnu mangler efterårets altafgørende styrkeprøve i den sidste kamp mod FC København. Men den foreløbige konklusion er klokkeklar. OB er et forbedret mandskab sammenlignet med sidste sæson.

Og dermed har drømmen om fynsk guld fået mere substans, end det var tilfældet sidste år. På trods af at ikke meget er anderledes. Holdet er stort set det samme både på og udenfor banen. Alligevel synes fynboerne at være blevet nogle gram tungere de præcist rigtige steder.

I målet har den tidligere Manchester United-keeper Roy Carroll sat en effektiv prop i al balladen omkring Arek Onyszko, der såmænd også blev til en lille storm i den efterfølgende opgradering og lige så hurtige afsked med den loyale lejesoldat Anders Lindegaard fra norske Aalesund. Roy Carroll er helt ukompliceret og taler kun med store bogstaver til sit forsvar. Det mærkes.

På midten af banen har Eric Djemba-Djemba stemplet sin autoritet og vokset sig gradvist stærkere efterhånden som kendskabet til kollegerne er blevet større og formen er blevet bedre. Helt fremme er mindet om Djiby Fall blevet til en våd drøm om Peter Utaka, mens kontraktforlængelsen med Johan Absalonsen signalerer vilje og demonstrerer sult. Guldet er ikke til salg. Ikke endnu i hvert fald.

Den helt store snubletråd udlægges selvfølgelig, når transfervinduet åbnes 1. januar.

OB vil gå langt for at holde sammen på tropperne, og i den forbindelse kan den allestedsnærværende finanskrise måske arbejde for OB og holde de mest hidsige bejlere fra døren. Det bliver svært. Specielt holdets rygrad med Djemba-Djemba og Peter Utaka som de mest oplagte salgsobjekter må være truet.

Det kan godt gå hen og blive en lang vinter for alle med stribede sympatier.

For det er fuldstændig indlysende, at OB's guldhåb står og falder med transfervinduets udfald.

Indtil videre er der dog ro på broen. Forude venter HB Køge i en kamp, der kun kan få et udfald.

Og så venter ellers efterårets store lækkerbisken. Efterårsfinalen hjemme mod FC København.

Sæt er stort kryds i kalenderen 6. december. Det bliver saftigt.

Sig hvad du mener!

Fodbold i dit newsfeed